Beastie Respond

Beastie Respond har et debutalbum på trapperne, men inden vi når så langt, giver Tobias Pedersen os en smagsprøve på denne ep-sampler. Ideen om et varsel før albummet lander er bestemt ikke overflødig, for hvis du forventede mere af samme skuffe som ‘Syncopy’, bliver du overrasket, når du sætter ep’en på anlægget.

Beastie Respond har efter eget udsagn mere til fælles med Kuedo og Rustie end med kollegerne i drum’n’bass-verdenen, som han så ofte bliver sammenlignet med. Hørte man det ikke før, bliver det her åbenlyst: ‘Jetliner’ klinger af Rusties legesyge farvelade, Kuedos dunkle dystopi, og ikke mindst Beastie Responds organisk pulserende rytmer. Det er ikke mange skridt fra Pedersens tidligere udgivelser, men lydbilledet åbner sig her op på en helt anden måde, end vi er vant til. Selv om det er let at høre, at vi har samme styrmand bag knapperne, giver det sprælske udtryk et helt nyt liv i produktionerne.

Samme tendens dækker til dels ep’ens to andre numre. ‘Wait For Me’ kunne passe ind i Kuedos bagkatalog, havde det ikke været for det let krydrede beat, og ‘UL90’ er mere spændende og i tråd med tidligere Beastie Respond-udgivelser med leadsynth i halvt og trommer i dobbelt tempo. De tre smagsprøver siger lidt om, hvor Beastie Respond vil hen, men hvad den endelige vision bliver, finder vi ikke ud af på denne sampler.

Beastie Respond. 'Fictitious Nostalgia LP Sampler'. Ep. Teal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af