Daughter

Elena Tonra hedder kvinden bag stemmen, der udgør den på én gang stærke og skrøbelige rygrad i Daughter. Hun udvidede sit akustiske soloprojekt til en trio, og det viste sig at være en ganske god idé, for bandet er utallige steder blevet spået et fornemt 2013. Ganske velfortjent at dømme ud fra debutalbummet, der er en imponerende stilsikker og stemningsfuld vinterplade.

Lydmæssigt taler vi cirka en kombination mellem andre stærke britiske kvinder – som Florence Welch uden de kæmpe armbevægelser, Laura Marling med en kende mere weltschmerz og en knap så dyster Bat For Lashes.

Læs også: Top Track: Daughter ‘Smother’

Et nummer som ’Amsterdam’ indrammer trioens lyd: En afdæmpet og inderlig akustisk melodi, der langsomt tager tilløb og til sidst letter fra jorden på vinger af boblende trommer og minimalistisk synth.

Selv om der til tider er lidt The xx-flavour over produktionen, så er det tydeligt at høre, at Tonra har sin baggrund i et mere traditionelt folkmiljø, og de elektroniske klange har mest af alt rollen som musikalske løftestange. Et moderne twist på en eviggyldig genre.
De stærke sange er for mange til at remse op, og det mest imponerende ved albummet er egentlig også den tilsyneladende ubesværede balance mellem de forskellige virkemidler – en organisk bølgen mellem det tyste og smukke og det intenst kraftfulde. Ganske enkelt godt gået.