Eloq: »Som hele Distortion nu engang er, så blev kaos til kosmos«

Eloq: »Som hele Distortion nu engang er, så blev kaos til kosmos«

Den danske producerkomet har haft fingrene i numre af både Mø, Lucy Love og Kidd, samt flere andre kolleger fra Cheff Records. Men med sin egen ep-udgivelse i bagagen er Eloq også i færd at sparke solokarrieren i gang, og til Distortions Final Party er han vært for sin helt egen scene.

Hvad er din vildeste oplevelse på Distortion?
»Da vi lige var startet med Cheff Records, og Kidd skulle spille sin første ’store’ koncert for to år siden midt på Blegdamsvej. Der kom så ufatteligt mange mennesker, og alt var kaos – hundrede hvis ikke tusindvis af unge mennesker skrålede på hooligan-manér ’Nørrebro, Nørrebro’, og der var ild og crowdsurfing. Det endte med, at det hele blev lukket ned efter små 15-20 minutter, så vidt jeg husker. Men som hele Distortion nu engang er, så blev kaos til kosmos, og den aften blev helt uforglemmelig«.

Hvad er det, der gør Distortion til en unik festival?
»At den kan lukke den normale københavnske hverdag ned i en uge og gøre en hel by til festivalgrund. Det er altid fantastisk at gå rundt til alle de små og store, personlige såvel som Distortion-relaterede events og se, hvordan byen bare bliver fuldkomment vendt og drejet på alle måder. Jeg er glad for at høre fra mine udenlandske producer- og dj-kontakter, at de ser det som noget helt legendarisk«.

Hvad kommer der til at ske til din koncert på Distortion?
»Jeg kommer ikke til at lægge så meget fokus på min egen koncert til Final Party. Jeg har i stedet givet de gode tider ud til dem, jeg har booket ind fra udlandet for at give dem den bedste følelse af et perfekt Distortion-rave-job. Jeg kommer selvfølgelig også til at rive pisset fra hinanden, men det er jo en selvfølge. Det bliver et kærligt, larmende, tropisk og intenst kongerave«.

ELOQ
Antal år på Distortion: »Fem-seks år tror jeg. Det er svært at huske efterhånden, når man nu alligevel svæver lidt væk på en øl/rave-sky hele ugen«.

Bedste råd til at klare fire dages Distortion-fest: »Drik masser af vand… Som om, din fims! Drik øl hele tiden. Så får du alligevel en følelse af, at du har oplevet det hele uden at blive stresset. Og søg rundt i nogle af de skæve små initiativer. Det er tit der, det bliver sjovest. Om det så er i en lille baggård eller til en pop-up fest i Ballerup«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af