When Saints Go Machine – krængede vrangen ud

When Saints Go Machine – krængede vrangen ud
Foto: Benjamin Lund Nielsen

When Saints Go Machine gør tingene på deres egen måde – og (love and) respekt for det. Alligevel virkede det nærmest demonstrativt, da bandet valgte at starte deres Spot-koncert med det nye nummer ‘Degeneration’, der snørklede sig frem mod en synth-fyldt rave-stemning og ramte et intetanende publikum lige i ansigtet snarere end i danseskoene.

Heldigvis indstillede bandet hurtigt sigtekornet og leverede en magtdemonstration gennem yderligere ni sange primært taget fra det nye, kommende album, ‘Infinity Pool’, og forgængeren ‘Konkylie’. Her formåede bandet den svære balancegang mellem at give folk de numre, de elsker, og krænge vrangen ud på dem for at skabe en særlig liveenergi, som da ‘Parix’ blev beaf’et op af ekstra percussion-elementer, og ‘Kelly’ fik et skud beskidt tyngde.

Læs også: Hele vores dækning af Spot Festival

På den måde fik When Saints Go Machine vendt viljestyrken og lysten til ikke blot at give folk det forventelige til deres fordel og fremstod som et band, der for alvor har fundet frem til den svære formel for at få deres elektroniske pop ud over scenekanten. Nikolaj Manuel Vonsild virkede selvsikker i front – både mellem numrene og i leveringen af hans overnaturlige vibrato. Og Silas Moldenhawers trommetæsk tillagde maskinparken noget nødvendig humanitet, selv om hans hårdt spændte lilletromme til tider stjal lidt rigeligt opmærksomhed.

Så det var med publikum på deres side, at bandet igen skabte rave-stemning med næstsidste nummer ‘Jets’. Denne gang med klaves og calypso-fortegn og med masser af dansede fødder blandt publikum.

Koncert. That, Spot Festival.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af