Navneløs – skrøbeligheden blev væltet omkuld
De forsøgte vist at undertrykke smilene for at bevare en vis coolness, men overvældelsen af at stå foran det publikum, som de fleste danske bands må nøjes med at drømme om, var for stor. Forsanger Lin Rosenbeck forsøgte ligefrem genert at gemme sig bag den blå tåge.
Det klædte faktisk bandet, at virkeligheden slog sprækker i facaden, for det gav et smugkig ind til den skrøbelighed, som Navneløs gemmer på. På samme vis skinnede Rosenbecks vokal i starten af koncerten gennem den tykke lydmur, som de seks muskuløse instrumenter fik opbygget.
Læs anmeldelse: Compadre – eksotisk burka-bas
Desværre fik dårlig lyd rygraden til at knække undervejs. Bas og guitar buldrede hensynsløst frem på særligt ’For dig dreng’, og det fik væltet både vokal og resten af instrumenteringen. For Navneløs’ smukke skrøbelighed havde det desværre fatale konsekvenser.
Når vokalen ikke blev slået omkuld, var den koncertens flotteste element. For Rosenbeck lod den ofte vokse ud af tågerne med et imponerende klimaks til følge, når den ramte toppen. Det fik hun især vist på ’Metronord’, der sammen med nye numre fik tegnet et fint billede af gruppens kommende udgivelser.
Læs også: Se billeder: Så er Roskilde Festival i gang
Det smukke ved Navneløs er netop den intimitet, der ligger i lyrik og melodi bag det buldrende ydre. Men de to er skrøbelige størrelser, og de holdt derfor ikke til, at visse instrumenter fik førsteret i lydbilledet. Det efterlod skrøbeligheden forslået på scenegulvet og viskede detaljerne ud, så kun et ensformigt rockinferno stod tilbage på begge ben.