Sekuoia – et blidt bang
En pige i et dinosauruskostume løb væk fra den ellers menneskefyldte Apollo-scene, hvor danske Sekuoia netop var gået på med sin blanding af electronica og post-dubstep. Måske var hun var bange for ’the big bang’, for den græskarlignende scene syntes i højere grad at ligne en meteorit fra rummet. I denne stod bagmanden Patrick Alexander Bech-Madsen på vokal, Mac og keys, flankeret af en guitarist og en trommeslager, og gav en overskudsagtig koncert, der sendte publikum på en sælsom rejse op i de højere luftlag.
Det startede som en rejse indad, hvor organiske elementer i musikken, som sørgmodige guitarpassager og et stjernedryssende bækken, blev suppleret af blide, sfæriske vokalsamples og en rungende mellemgulvsbas. Hos publikum blev de mere ambiente numre vekslet til drømmende blikke og en let svajen.
Læs også: Fem elektroniske Roskilde-anbefalinger
Midtvejs i koncerten skruede Sekuoia op for energien, beatstrukturerne blev mere pågående, næsten funky, og sendte mindelser til James Blakes tidlige produktioner såsom ’CMYK’. Publikum kanaliserede derfor deres energi udad i dans. Selv om frontmandens egen vokal havde en tendens til at drukne i bassuppen, var koncerten et studie i vellyd.
