Sohn – oversvømmende toner

Sohn – oversvømmende toner
Foto: Malthe Ivarsson

Det var som om, de ambiente toner flød mellem os og langsomt begyndte at oversvømme Gloria. Det havde en nærmest meditativ effekt på de mennesker, tonerne omfavnede, for langsomt forsvandt publikum ind i en vuggende eftermiddagsrus.

Engelske Christopher Taylor flyttede i 2008 fra London til Wien, og for kun et år siden startede han projektet Sohn, der er et forelsket møde mellem hans bløde, soulede vokal og synthesizeren og trommemaskinens r’n’b-bølgende electronica. Eftermiddagens koncert satte en tyk streg under, at den forelskelse nok skal udvikle sig til et langt forhold.

Læs også: Street Style : God stil på Roskilde Festival

Da de ambiente toner og Taylors bløde vokal havde fået tid til at hægte sig fast i hjernerne, skruede Sohn op for knapperne og skræmte opmærksomheden hos publikum frem igen. Det benyttede han til igen at sætte tempoet ned og lade en akustisk guitar ride over synthesizerens flader.  Sohn fortsatte med sådanne temposkift settet igennem, så hans toner hele tiden fik lov til at udfolde sig langsomt.

Læs også: Alle Soundvenues anmeldelser fra Roskilde Festival

Det var Taylors højre hånd, der dirigerede hele vejen igennem. Som da han stoppede ’Bloodflows’ ved at knytte hånden og indfange de tilbageværende toner i rummet. Med hætten over hovedet var han langt inde i musikken, men aldrig så langt væk at han mistede det utrolige overtag eller glemte at vise sin dybe taknemmelighed. Så da ’The Wheel’ sluttede af, var Gloria skyllet langt væk fra Dyrskuepladsen.

Koncert. Roskilde Festival, Gloria.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af