The Smashing Pumpkins – klassikerne tog stikket hjem
‘Je suis un rockstar’ stod der på Billy Corgans t-shirt, en unægtelig anden selviscenesættelse end det ‘zero’, han optrådte som i midt-90’erne.
Men den kreative hovedkraft i The Smashing Pumpkins kan også tillade sig denne fremtræden, omend den sikkert også bæres med en vis ironisk distance. ‘Oceania’, der udkom sidste år, var en revitaliserende indsprøjtning for Chicago-bandet, og albummet er blevet kaldt det mest inspirerende siden mesterværket ‘Mellon Collie & The Infinite Sadness’.
Nu var Corgan & Co. tilbage i København som led i ‘Oceania’-turnéen og leverede en koncert, som viste et band, der forventeligt serverede bagkataloget til publikums begejstring, men samtidig ikke formåede at sende det nye materiale overbevisende ud over scenekanten. Jubelen ville ingen ende tage under klassikerne, hvor særligt tretrinsraketten ‘Disarm’, ‘Tonight, Tonight’ og ‘Cherub Rock’ stod stærkt i et til tider uinspireret sæt, som tabte momentum.
‘United States’ var én lang ørkenvandring, hvor Corgan stavrede rundt på scenen med guitaren i diverse positioner. Ligesom en prog-rocket version af David Bowies ‘Space Oddity’ havde karakter af overflødigt fyld. Ikke mindst med bandets omfattende sangkatalog in mente.
Det var desuden paradoksalt, omend glædeligt overraskende, at Billy Corgan virkede mere veloplagt i gamle travere som ‘Today’, ‘Zero’ og ‘Bullet with Butterfly Wings’ end i de nyere sange. ‘If There Is a God’, ‘Pinwheels’ og ‘Pale Horse’ blev nærmest leveret af trodsig pligt frem for oprigtig lyst til at skyde dem ud over scenekanten.
Måske skyldes det faktummet, at publikums begejstring for det nye materiale var behersket. Hvilket ikke gik frontmandens næse forbi, idet han syrligt bemærkede: »Nu spiller vi en sang fra ‘Oceania’. Den plade er der nok ti af jer, som har købt«.
Den attitude var ærgerlig, for i netop ‘Oceania’-sangene viste The Smashing Pumpkins, at de ikke blot er et greatest hits-pleasende band, men har en berettigelse på nutidens rockscene. Blandt andet spillede både Corgan og Jeff Schroeder mellotron, hvilket skabte en fin afveksling til de fræsende guitarudladninger.
Generelt var Billy dog i godt humør og tog sig en længere pause til at sludre med Schroeder og causere om, hvorfor vi danskere forstår ironi eller ej. En udmelding, der selvsagt ikke vakte synderlig begejstring.
Læs også: The Smashing Pumpkins’ 10 vigtigste sange
Fraregnet dette intermezzo var det dog musikken, som talte, med knap to en halv times koncert og 23 sange. En akustisk fremført ‘The Celestials’ og en helt forrygende ‘Porcelina of the Vast Oceans’ sikrede en flot finale på en optræden, hvor det altså var klassikerne, der tog stikket hjem.
