Bon Homme
Selv om de tre festfædre i WhoMadeWho ofte lægger mange døgn på landevejene med spillejobs rundt omkring i Europa, så er der tilsyneladende alligevel god tid til andre projekter indimellem. For ligesom Tomas Barfod har forsanger Tomas Høffding også gang i en ganske fin solokarriere, der nu har kastet album nummer to af sig.
Ligesom forgængeren er ’A Life Less Fancy’ både mere elektronisk og melankolsk end de håndspillede festfinurligheder i WhoMadeWho. Høffdings fine baryton er i forgrunden for stemningsfulde og minimale klangbunde, som på et af pladens højdepunkter ’The Hill’, hvor mand og maskine glider sammen i en smuk og strømlinet popsang, som man ikke kan lade være med lige at høre en ekstra gang.
Som sådan minder Bon Homme en smule om Joe Goddard fra WhoMadeWho-kammeraterne i Hot Chip og hans soloeskapader, men der er en inderlighed i Høffdings klagende, Nick Cave-inspirerede vokal, der sætter et tydeligt personligt stempel på den internationale vellyd.
Nævnes skal også de to sange med Lydmor, hvor både singlen ’Daybreaker’, men i særlig grad ’The Optimist’ fungerer glimrende. I god tråd med titlen bobler sidstnævnte derudaf med antydningen af et klubklimaks lige under overfladen.
Læs også: Se Bon Homme i parproblemer i videoen til ‘Daybreaker’
Hvis Barfods ’Salton Sea’ fra sidste år var et arkitektonisk imponerende bygningsværk i glas og stål, er Høffdings andet album et selvbygget Christiania-hus med skæve vægge samt masser af personlighed og kreativitet, der opvejer de få fejlskud.