Sébastien Tellier

Den franske popprins, der i den grad slog igennem den internationale lydmur med det sensuelle album ‘Sexuality’ i 2008, har begået plade nummer fem: Et album der på nær ét nummer udelukkende består af instrumentale drømmebilleder.

Dekadent og forventningsfuldt, men uden klimaks. Sådan lyder de drevne klavertangenter og sørgelige strygere – som baggrundslyden til en ulykkelig og meget fransk romance. Selv de taktfaste trommer, spillet af Tony Allen, har en opgivende karakter. Sébastien Tellier spiller på følelser, og ikke mindst med det pirrende slagtøj fornemmer man tydeligt den sofistikerede og sensuelle æstetik, han er en mester i. Men følelsen af, at der mangler noget, er den, der fylder mest.

Læs anmeldelse: Sébastian Tellier ‘Sexuality’

Det skyldes ikke mindst ‘L’amour N’aissant’, det eneste nummer hvor Telliers vokal sætter ord på den hidtil unævnelige sårbarhed. Sangen minder umiskendeligt om hans gennembrudshit ‘La Ritournelle’ fra 2004 og på samme tid om det, som resten af pladen ikke leverer. Til gengæld leverer franskmanden velkomponerede drømmebilleder en masse. ‘Coco et e Labyrinthe’ eksemplificerer med det spinkle klaver og den drømmende fløjte en kompleks, labyrintisk detaljerigdom.

Helt i tråd med dekadencen åbner pladen med balladen ‘Adieu’, hvor en skinger kvindestemme uden ord synger klagesang. Erotisk, højtideligt og, ja, uden formål. En følelse der bare breder sig efter at have hørt resten af albummet, hvis højtravende og atmosfæriske utilgængelighed flyder sammen til ét stort ’av mit hjerte’.