Steen Jørgensen ‘Standards for Living’

Den 53-årige Sort Sol-frontmand råder uden tvivl over en af dansk rocks største og mest karakteristiske stemmer. Og da det mildest talt går langsomt for ’Solen’ med at smede nyt materiale, kan man ikke klandre Steen Jørgensen for at kaste sig ud i et soloridt. At hans sene solistdebut med dette coveralbum så hører til i den mindre vellykkede afdeling er en anden sag.

Tingene er ellers i orden på papiret. Steen har allieret sig med velprøvede musikalske legekammerater som de allestedsnærværende Rune Kjeldsen og Anders ’AC’ Christensen, sangmaterialet er hentet hos de allerstørste koryfæer såsom The Beatles, Dylan, Kraftwerk og Neil Young, og albummet er indspillet i de legendariske Abbey Road-studier i London.

Læs også: Steen Jørgensen: Yndlingsplader og inspiration

Men man skal være varsom med at gå i clinch med de største darlings, da man som bekendt kan komme galt af sted. Og det gør Jørgensen desværre her, hvor fortolkningerne oftest leveres enten for fjantet eller for prætentiøst. Det første er tilfældet på den überflamboyante udgave af Kraftwerks ’The Model’, den overdrevent anstrengte version af Beatles’ ’Help’ og på den flommede easy listening-fortolkning af Village Peoples ’Go West’, mens det klaverklampende cover af Dylans ’Lay Lady Lay’ eksemplificerer sidstnævnte.

Bedre går det med det ulmende take på Van Morrisons ’In the Garden’, hans blidt countryvuggende omgang med Neil Youngs smukke ’Helpless’ samt det æteriske cover af Joy Divisions ’Decades’. De formildende omstændigheder ændrer dog ikke stort ved, at Steen Jørgensens fortolkninger af klassikerne hovedsagelig har relevans for de mest hårdnakkede fans, som må og skal have alt, manden rører ved.

Steen Jørgensen. 'Standards for Living'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af