Actress

’Ghettoville’ er Actress’ allersidste udånding. Musikken er død, og kunstneren bag, den britiske Darren Cunningham, orker simpelthen ikke mere, lyder det overordnede budskab. Og det er faktisk godt at have in mente, når man går på opdagelse i albummets 75 minutter af dystopisk stemning spredt over 16 tracks.

Albummet er nemlig ikke bare en ørkenvandring, men en kirkegårdsvandring igennem stormfulde synthflader, metalliske kicks, støvede hihats og effekter, der kradser løs på ørehinden. Hvor hans tidligere tre udgivelser bød både på varme lag-på-lag loops, omsorgsfuld house og kølig industriel techno, er det et langt mere nådesløst statement, som Actress laver her. Man skal med andre ord ikke vente sig et rart album, men et der er udfordrende, kryptisk og ind imellem også uendeligt hypnotiserende.

Læs anmeldelse: Actress ‘R.I.P.’

Dysterheden indledes med ’Forgiven’, en lo-fi-optagelse af et langsomt tøffende spøgelsestog oven på en doven guitar i evig mol. Det fortsætter over i ’Street Corp.’, der giver mindelser om en diset søndag morgen med technoen siddende som et svagt ekko i de slidte øre.

Når der alligevel er små pauser af optimisme, er det blandt andet via saliggørende sinustoner på ’Our’, trøsterige dub-stabs på ’Time’ og et 808-trommespor, der skaber opmuntring på ’Image’. Med den nedpitchede r’n’b-sjæler ’Rap’ bliver der endda tilføjet lidt soulet lummerhed til den bredde pallette af virkemidler, der arbejdes med i opførelsen af Actress’ spøgelsesunivers. Et univers der i sidste ende har flere fængslende momenter, men som primært er et limbo af død.