Sharon Jones and the Dap-Kings

Antager man, at den 57-årige frontkvinde Sharon Jones’ nylige kamp med bugspytkirtelkræft er hørbar på gruppens sjette album, tager man fejl. Der er ikke ændret mærkbart på den succesfulde opdatering af 60’ernes og 70’ernes soul og funk. Selv om innovation ikke er, hvad undertegnede forventer fra bandet, føles det lidt, som om de træder vande.

Ligesom på deres forrige udspil åbner gruppen med en trommehvirvel på ’Retreat!’, et overspændt track med højtidelige messingblæsere og dystre kirkeklokker. Til trods for de gode intentioner falder ’People Don’t Get What They Deserve’ igennem på teksten, der etablerer en forsimplet dikotomi mellem en doven rigmandssøn og en driftig arbejder. Backup-sangerinderne The Dapettes tilføjer dog et skud humor med dasende suk og næsten militaristiske »work, work, work«-tilråb.

På ’We Get Along’ beviser gruppen, at de mestrer et mere blødt, midtempo-udtryk med congas, diskrete funkriff og lunt Rhodes-orgel. The Dapettes skinner også igennem på balladen ’Making Up and Breaking Up (And Making Up and Breaking Up Over Again)’, hvor de omdanner den hakkende titel til en himmelsk pludrende bæk. Allerbedst lyder det, når gruppen lytter til deres eget råd på ’Slow Down, Love’. Blæsere trutter stille men utålmodigt, og tremolo-guitaren svajer mageligt, mens Jones’ vokal enkelte steder er på nippet til at glide ind i en jazzet dissonans. Når manglen på fornyelse er påfaldende skyldes det også, at mængden af træffere er lavere, end hvad man er blevet forvænt med fra Sharon Jones and the Dap-Kings.