Julias Moon – insisterende fest
Der var dømt flashback til 80’erne, da det unge progressive pop-ensemble Julias Moon indtog scenen. Forsanger Louis Samson Myhre var iført dynejakke med skulderpuder og flankereret af Oliver Kincaid, som flashede den karakteristiske keytar-synth.
Det visuelle var dog ikke det eneste, som var tilbageskuende i de fem musikeres færden i det kulørte og dansable popland. Omend lyden var kontemporær med referencer til blandt andet Justin Timberlakes electro-inficerede soul, kunne gruppens kærlighed til synthpop også spores i såvel keyboard-hooks og de hyppige slag på rumklangsfyldige drumpads.
Med de effektive pop-baskere ‘Bay’, ‘Sunrise’ og ‘Lipstick Lies’ samt hyppig opfordring til dans gjorde Myhre sit til at sætte skub i et tilbageholdende publikum, som ikke blev inficeret med det energi-boost, Julias Moon lagde for dagen. Bandet insisterede på festen, men den foregik primært på scenen, hvor spilleglæden og Myhres karisma var mærkbar.
Det var en fornøjelse at se en ung frontmand med en så selvfølgelig selvsikkerhed i rampelyset. Derfor var det en smule ærgerligt, at han et par gange ramte skævt i sine ambitiøse Timberlake’ske falsetter. Det var dog mindre anmærkninger i en ellers flot halvtimes performance.