Swans

Albumtitlen er paradoksal. For er der noget Michael Gira ikke er kendt for, er det at gå i flinkeskolen. Gennem 30 år har han med skiftende samarbejdspartnere udsendt nådesløs og svært eksperimenterende artrock, der udspringer af musikalske randområder som industrial, no wave, postpunk og støjrock. Fællesnævneren har altid været, at der kræves tålmodighed.

Der er skam heller ingen letfordøjelige kalorier på Swans’ 13. album, der ligesom sin forgænger, ’The Seer’, tangerer to timers spilletid. Det er så at sige en ordentlig mundfuld, men Gira og kumpanerne behersker tilsyneladende dette episke format, da de også her formår at fængsle med deres stridige udtryk.

Læs anmeldelse: Swans ‘The Seer’

Prominente legekammerater som St. Vincent og Cold Specks bidrager med vokaler hist og her, uden dog at gøre større væsen af sig. Albummet er Michael Giras show – take it or leave it.

Det begynder forholdsvis afdæmpet med den meditative ’Screen Shot’, hvor kaos først titter frem mod slutningen, men allerede på den efterfølgende mareridtsvuggevise ’Just a Little Boy’ og skærebrændervalsen ’A Little God In My Hands’ står den mørkrandede, skurrende dæmoni i lys lue. Hjørnestenen, den 34 minutter lange ’Bring the Sun/Toussaint L’Overture’, er et majestætisk maratonmiskmask af messende strubesang, hypnotisk repeterende figurer og brutal støjeksorcisme, og sådan kunne man blive ved. Hver enkelt af de ti kompositioner er nemlig multifacetterede, enigmatiske, soniske kolosser i sig selv.

Trods sin kontrære og tålmodighedskrævende natur er udspillet en lytteoplevelse af de helt store, da det foruden fysisk at være et monstrøst mammutværk, heldigvis også er storslået og kompromisløs uhygge for ører og sind.