Swans

Swans’ uhellige blanding af knugende, gotisk postpunk, dissonant no-wave, mørk industrial og mere akustiske og perkussive indslag har aldrig været forbeholdt hverken sarte eller utålmodige sjæle. New yorkernes kompromisløse og grænsesøgende kompositioner har nærmest karakter af den ultimative antitese til letfordøjelig hitlistemusik, der stryger lytteren med hårene. Swans er en slags antipop om man vil.

Svanernes nye dobbeltalbum er ingen undtagelse. Med en spilletid på to timer, hvor flere numre tangerer tyve minutters-mærket, er vi således et pænt stykke fra P3-land, men giver man den krævende kolos tid, udfoldes albummet langsomt men sikkert som et stort, dystert kunstværk.

Den kronisk surmulende Michael Gira fører med sin messende gravkammervokal lytteren ind i Swans’ snørklede, soniske universer, hvor monoton munke-chanten, foruroligende sækkepibe-malstrømme, maniske perkussion-frenzys, kakofoniske guitardrøn og tyste klavermelodier blot er nogle af de obskure indslag, man støder på undervejs.

Denne gang har Gira foruden sine vanlige backingmusikanter inviteret et stærkt hold af kompetente samarbejdspartnere inden for i mørket. Således giver blandt andre medlemmer fra Akron Family, Low og Mercury Rev deres musikalske besyv med på albummet. Mest markant står dog Karen O samt det tidligere kernemedlem Jarboes vokale kontributioner på henholdsvis ‘Song for a Warrior’ og ‘The Seer Retuns’, hvor sangerindernes bidrag fungerer glimrende som kontrapunkter til mørkemanden Giras tordenrøst.

Det er dog praktisk talt meningsløst at fremhæve enkelte numre frem for andre, da albummet i høj grad er noget så umoderne som et samlet værk, der bør indtages tålmodigt i al sin apokalyptiske og dystopiske helhed.