Arcade Fire – nu uden alvor

Canadiernes meget imødesete koncert var et farverigt show, der manglede sjæl og fokus.
Arcade Fire – nu uden alvor
Foto: Philip Bo

Der har altid været et opløftende og rensende element i Arcade Fires musik, selv når deres album på indholdssiden har beskæftiget sig med seriøse temaer som død, dommedag eller forstadstristesse.

At det canadiske kollektiv derfor har skruet op for festen i forbindelse med udgivelsen af det eklektiske dobbeltalbum ’Reflektor’, en calypso/disco/dance/artrock-rodebutik, er forståeligt nok. Store bands kan føle alvoren som en spændetrøje, så det bedste middel mod at fremstå selvhøjtidelige er at iføre sig farvestrålende gevandter. Bare spørg Coldplay og The Flaming Lips.

Søndag aften på NorthSide fik vi derfor serveret dommedagsdisco med congas, bliktrommer, koklokke, saxofon og meget andet, understøttet (eller rettere overskygget) af konfettikanoner, skeletmasker, farverige similisten-jakkesæt, en glasglinsende robot og – afslutningsvis og til tonerne af Madness’ ’Our House’ – store papmachéhoveder med blandt andre paven og Obama. Opfindsomt? Nej, ikke rigtigt. Og det var måske – sammen med den ikke specielt groovy forvaltning af deres mere rytmisk forankrede materiale – hovedproblemet med bandets koncert, der ydermere heller ikke var en lydmæssig stor oplevelse.

Læs også: Arcade Fire-medlem har fået stjålet sit kæmpehoved

Selvfølgelig kan man ikke gå helt galt i byen med et bagkatalog af stærke sange som ’Sprawl II’, ’No Cars Go’, ’Rebellion (Lies)’ og ’Wake Up’ (hvis outro var et af aftenens højdepunkter), og publikum kvitterede da også for disse (og andre) grandiose hymner med hujende bifald.

Sangene fra ’Reflektor’ faldt ikke nær så nådigt ud: ’Flashbulb Eyes’ og ’Here Comes the Night Time’ indledte koncerten i slagtøjstunge udgaver, der var underligt blottede for reelt swing. ’Joan of Arc’ var båret af en blodfattig vokaloptræden fra en guldmaskebeklædt Régine Chassagne, og ’It’s Never Over (Oh Orpheus)’ var en rodet og uskøn duet mellem hende og Win Butler.

Læs også: Video: Kom med Arcade Fire bag om deres ‘Reflektor’-turné

Alt afhænger af øjnene, der ser. Men Arcade Fires nye stil med fest og farver virkede forceret og anstrengt, måske allerbedst indkapslet ved synet af Chassagne hoppe alfeagtigt rundt med kulørte tøndebånd efter sig.

Er Arcade Fire blevet så store, at de er på flugt fra deres egen slagskygge? Noget kunne tyde på det.

Se hele vores dækning af NorthSide HER.

Arcade-Fire-NorthSide5-foto-Philip-Bo

Arcade-Fire-NorthSide6-foto-Philip-Bo

Koncert. Koncert NorthSide. Setliste: 'Here Comes the Night Time''Flashbulb Eyes''Neighborhood #3 (Power Out)''We Used to Wait''Joan of Arc''The Suburbs''Ready to Start''Neighborhood #1 (Tunnels)''No Cars Go''Haïti''Afterlife''It's Never Over (Oh Orpheus)''Sprawl II (Mountains Beyond Mountains)''Reflektor''Normal Person''Rebellion (Lies)''Wake Up'
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af