We Are the Way for the Cosmos to Know Itself – 90’er-nostalgisk technoridt
Referencerne til sen-90’ernes techno- og dancescene var i højsædet, da den danske kvartet med det filosofiske og absurd lange navn iklædt hvide og gule kunststofdragter med smiley-faces på brystet indtog Apollo Countdown.
Gruppen har tilsyneladende sat sig for at give dyderne fra 90’ernes techno- og dancescene en revival. Senest har de delt tracket ’Tiger’, der flirter med IDM- beats og tung bas, men dog også har et mere poppet og drømmende islæt takket være brusende shoegaze-flader, et effektivt omkvæd og Julie Christiansens heliumsvokal.
Live leverede bandet et kosmisk og baspumpende technoridt, der var præget af en vekselvirkning imellem lange, monotone trance-tenderende passager og ulmende, sorte huller af elektronisk støj – udrustet med et livetrommesæt, hvilket de skal have ros for.
Kvartetten diskede dertil ufortrødent op med et meget selvbevidst og uden tvivl gennemtænkt sceneshow, hvor et kæmpe roterende smiley-face agerede backdrop, imens bandmedlemmerne ikke holdt sig tilbage fra skiftevis at stå med ryggen til publikum og se dem i øjnene med korslagte arme, imens de højenergiske beats tog på himmelfart imens. De hvid-gule uniformer med hætter, kig til maven og stramme gamacheben tilsat tyk sølvskinnende makeup fik desuden We Are the Way for the Cosmos to Know Itself til visuelt at fremstå som 2014’s svar på millenium-mareridtet Hampenberg.
Imens Julie Christiansens vokal klinger som et forfriskende indslag på studieversionen af ’Tiger’, fungerede den live mere som rytmisk element i banale ‘la-la’-passager, og kombineret med en meget ensformig setliste lurede monotonien således undervejs på trods af kvartettens frygtløse flirt med 90’er-nostalgien gennemførte showelement.
Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.
