Haim – ekvilibrisme og eminente omkvæd

Man skal være en glædesløs kyniker, hvis ikke man lader sig begejstre af de tre californiske søstre i Haim og deres smittende spilleglade og afvæbnende attitude.

Nok har de fremført de fængende sange fra deres debutalbum ad nauseam på deres maratonturné det seneste halvandet år, men på Arena fandt de glæden gennem fri leg og bytten rundt på instrumenterne.

Åbneren ’Falling’ bar præg af en mudret lyd, men en jamsession, der endte i en heftig omgang sydstatsrock, fik sparket løjerne i gang, og derfra blev koncerten kun bedre.

Søstrenes afslappede attitude og kække pingpong havde været for meget i hænderne på dårligere bands, men fungerede perfekt i kombination med deres instrumentale ekvilibrisme og eminente øre for omkvæd der smager, lugter og føles af Fleetwood Mac og californisk frihedsfølelse.

Både ’Don’t Save Me’ og ’Forever’ gik rent ind og høstede taktfaste klapsalver, inden ’The Wire’ for alvor tog stikket hjem. Arena-publikummet blev også trakteret med et cover af Beyoncés ‘XO’ og en episk tredobbelt trommesolo, inden Haim sagde tak for i aften.

Læs også: Video: Haim giver en liveversion af Beyoncés ‘XO’

Koncerten var en medrivende, melodiøs og virtuos affære – en fejring af søstrenes frejdige omgang med rockhistorien.

Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.

Koncert. Koncert HaimRoskilde FestivalArena
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af