Klumben & Raske Penge – folkelig dancehall-sommerfest

Klumben & Raske Penge – folkelig dancehall-sommerfest
Foto: Marcus Andreassen

Dancehall-bølgen har for længst buldret sig vej fra de nørrebroske gader til de landsdækkende radiokanaler, ligesom Klumben & Raske Penge på to år har braget igennem fra Pavilion Junior til Orange Scene. Umiddelbart en svær opgradering, men en udfordring det gæve makkerpar gik til med imponerende gejst – lige fra Raskes vilde skateboard-entré til drengenes overglade hoppe-highfive.

Settet var festligt og stramt, og der var smæk på percussionen og det reggae-klingende offbeat-keyboard. For at fylde gigantscenen ud havde duoen medbragt både blæsere og kor, der enormt vellykket støttede op om den dundrende dancehall, som ind i mellem var sat et feststemt, men småstresset nøk i vejret.

Drengene deltes artigt om spotlyset i pærevællingen af begges velkendte toner fra blandt andet Klumbens ‘Fra Klumben til Pladen’-ep og Raskes ‘Yndlingsstof’-ditto. Klumbens nærmest battlerap-hurtige flow var tæt, særligt under ‘Kriminel’, som dog desværre druknede en anelse i den buldrende bas. Raske leverede gedigen reggae-rytme, men kæmpede med vokalen flere steder – øjensynligt indtil nerverne hen ad vejen lagde sig. Alt sammen blev leveret med høje knæløft og spurt mellem pittene og på scenen, der ligeledes blev gæstet af TopGunn, som med et prisskilt dinglende fra bøllehatten joinede til en solid version af ‘Dolly’.

I duoens iver efter at nå ud over den orange scenekant, underholdte de konstant publikum med alt fra en fullsize pap-politivogn og grafitti-attentater til pædagogiske shoutouts mellem de socialrealistiske og festtematiske numre. Den dynamiske duo sluttede af med ‘Fridag’ og ‘Rundt’, der satte gang i sommerfesten og satte punktum for en hæderlig indsats for at fylde Dyrskuepladsen med dancehall.

Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.

klumbenograske-2

klumbenograske-6

klumbenograske-5

Koncert. Koncert Klumben & Raske PengeRoskilde FestivalOrange Scene
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af