Less Win ‘Further’
Less Wins friske ep varsler en strammere musikalsk tilgang, end hvad den københavnske rocktrio præsenterede på debutalbummet ’Great’. For hvor vi dengang var vidt omkring i rockens strittende subgenrer, træder gruppen nu et skridt væk fra den klassiske, melodiøse lyd og formørker sig i stedet med brug af aggressive tendenser.
På den måde lugter det nye materiale mere af punk end postpunk, da ep’ens fire numre hamrer af sted i højeste gear med skramlende guitar, flænsende vokal og gakket basspil. Det hele har stadig gør-det-selv-lyden, hvor trommerne har den der papkasseagtige klang og vokalen rikochetterer på den nedbarberede facon.
Åbneren ’As of Today’ afbilleder, hvilket ben Less Win stiller sig på, for ligesom deres landsmænd i Iceage og Lower leverer trioen deres punk med træfsikre melodier, der knapt titter frem under lag af dysfunktionel lyd og vokal. Patrick Kociszewski og Casper Morilla deler vokaltjansen i trioen, og hvor Morillas stemme er nærmest angstprovokerende desperat, synger Kociszewski bastant og koldt, hvilket især klæder ’Bayonet’. Her sørger en hooliganistisk opremsning af bogstaverne i sangtitlen for at skabe den helt rigtige attitude.
Ep’ens mere fokuserede udtryk er både en styrke og en svaghed, for Less Win sætter alt på et bræt, men risikerer samtidig at gå planken ud med punken, der allerede virker allestedsnærværende i undergrunden. Man kan kun håbe på, at deres næste album kommer ud over lyden af Mayhem-miljøet ved, at de holder fast i de musikalske afstikkere.