Narcosatanicos – en kraut-metallisk rejse mod de fjerne galakser
Naturligvis skulle det ske: Mørke skyer trak henover himlen, da bandet med det faretruende navn Narcosatanicos indhyllede Rising-publikummet i deres unikke blend af psychrock, kraut og metal. De seks mand har det seneste år gjort sig bemærket i den danske psych-undergrund, men deres åbenlyse kærlighed til metallens brutale kanter får dem til at skille sig positivt ud.
At de desuden i en massiv guitar- og basbrigade har indlemmet en fremtrædende saxofon i deres lydbillede forstærker blot fornemmelsen af et unikt ensemble. Disse herligheder fik vi adskillige demonstrationer på, omend saxofonen lå en anelse svagt i mixet i koncertens begyndelse.
De to vokalister, Victor Kim og og Tobias Holmbeck, var dejligt afvekslende. Førstnævnte growlede på et tidspunkt, så man havde hans vokal mistænkt for at være en didgeridoo, og sidstnævnte førte an i en medrivende version af Suicides ’Ghost Rider’, som demonstrerede bandets intense samspil.
Selv om musikken var for de indforståede og koncerten i momenter havde karakter af en lukket fest, var det bestemt et selskab, man gerne ville være en del af. Narcosatanicos fremmanede et mørkt og dragende udtryk, man helt lod sig opsluge af.
Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.