Neil Young – farmandsrock med nerve og nødvendighed

At Neil Young er en ener, som gør nøjagtig hvad der passer ham uden det mindste antræk til crowdpleasing, stod klart fra begyndelsen af torsdagens koncert, hvor den 68-årige rocklegende, Frank Sampedro (guitar), Ralph Molina (trommer) og Rick Rosas (bas) fandt ind til hinanden gennem en 18 minutter lang ‘Love and Only Love’.

Det kan virke arrogant, men var tværtimod udtryk for vigtigheden hos Neil Young i at give sine sange brede rammer og mærke, hvorhen de kan bevæge sig i live-situationen. Hvilket også er grunden til, at Crazy Horse-bandet er de samme folk, som har fulgt ’Shakey’ i en menneskealder.

De har en intuitiv føling med og loyalitet over for hinanden, hvilket kom til udtryk, når Frank ‘Poncho’ Sampedro storsmilende og fokuseret fulgte trop i sin bandleders karakteristiske skingre soli.

Det var også klart, at aftenens koncert var en del af en større tematik under banneret ’Krig og fred’. Det blev understreget visuelt af, at både hovedpersonen samt hans to korsangerinder bar t-shirts med påskriften ‘Protect Earth’. Dog var Young ikke i Forum for at svinge den docerende pegefinger over forsamlingen. Frem for at prædike og kræve svar, stillede han åbne spørgsmål omkring, hvordan vi gebærder os: »Who’s gonna stand up and save the earth«, som det gjaldede i koncertens sidste nummer.

De lange maratonnumre til trods kunne Young ikke helt undsige sig at forkæle os. Midtvejs i koncerten holdt hesten et velfortjent hvil i stalden, mens hovedpersonen solo og akustisk fremførte Bob Dylans udødelige ‘Blowin’ in the Wind’ og efterfølgende sin egen ditto ‘Heart of Gold’, som i den grad satte gang i de kollektive stemmebånd.

Mod slutningen fik vi sagnet om den spanske erobrer Cortez, som i det 16. århundrede erobrede Mexico. ‘Cortez the Killer’ er en signatursang fra Youngs kreativt sprudlende 70’er-periode og blev i det fyldte Forum leveret så vitalt og vidunderligt jammet, som var den skrevet i går, og overskred da også de syv minutter, sangen varer i studieversionen.

Modsat eksempelvis The Rolling Stones, som på Roskilde Festival leverede et forudsigeligt og til tider slingrende set, viste Neil Young & Crazy Horse, at farmands-rock stadig kan overraske og leveres med nerve og nødvendighed. Det var livsbekræftende at overvære musikere i den pensionsmodne alder med en lyst til at lege med musikken, så den kan leve og ånde i så brede rammer som muligt.

Læs også: 19 koncerter du skal opleve i august