The Rolling Stones – rock’n’roll på livstid

Hvilke hængepartier kan der være tilbage for Stones efter 50 år? Sidste år spillede bandet for første gang på hjemlandets legendariske musikfestival Glastonbury og gav dermed et hint: De mangler de store europæiske festivaler. I år blev det så Roskildes tur.

Det lignede et endegyldigt farvel. Og et udstrakt et af slagsen, hvis man tager de alenlange versioner af ‘Midnight Rambler’, ‘Gimme Shelter’ og ‘Miss You’ i betragtning. En tretrinsraket der midtvejs i koncerten truede med at fjerne fokus fra det dynamiske, ruskende sus, der i udgangspunktet var kernen i Jagger og co.’s rock’n’roll.

Der var bid i ‘Tumbling Dice’, hvor blæsere og backingkor skabte en ramme, der lugtede lidt af forne tiders dekadente skørlevned. ‘Brown Sugar’ smagte også lige dele sødt og branket, mens Jagger virkede ægte tændt på den i Stones-regi endnu splinternye ‘Doom and Gloom’. Hans førhen maniske steppen lignede gadedrengeløb, men viljen kunne der ikke sættes en finger på, ligesom Charlie Watts tamper løs, som han gjorde det i 1964.

Makkerparret Keith Richards og Ron Wood var derimod lidt for ofte bandets akilleshæl. Deres soli og riffs fløj rundt som en flok vingeskudte ænder, hvoraf flere fik dyppet næbet helt i mudderet.

Mick Taylors entré under ‘Midnight Rambler’ var en velkommen påmindelse om en sand bluesmands instinkter, men Wood og Richards skulle lege med, og så sejlede det mere, end det svingede.

Nuvel, ‘You’ve Got the Silver’ var et ømt frikvarter, hvor Richards gav den som en gammel søulk med whiskystenet vokal, men man længtes hurtigt efter Jaggers kyndige leflen, da Richards fortsatte med en forglemmelig ‘Can’t Be Seen’.

Læs også: Vi kårer The Rolling Stones’ 15 vigtigste sange

Stones tog flere esser hjem undervejs og sluttede stærkt af med de obligatoriske ekstranumre ‘You Can’t Always Get What You Want’ og ‘Satisfaction’, hvor Richards’ skærende guitar dog tiltvang sig mere plads, end den fortjente.

Nogen siger, at Stones er blevet en parodi. Det er de nu ikke. De har valgt at dedikere deres liv (til døden) med et kald, der hedder rock’n’roll. Det credo står de stærkt ved, også når udførelsen er skrøbeligere end før.

Se alle vores anmeldelser fra Roskilde Festival HER.