Action Bronson smadrede Lille Vega – bogstavelig talt
Action Bronson gik ind på Lille Vega med løftet knytnæve, gigantisk mave og rødt skæg, og allerede efter at han havde givet tre numre – ’Silverado’, ’Pepe Lopez’ og ’The Don’s Cheek’ – var det klart, at vi ville opleve en helt usædvanligt god hiphopkoncert.
Rapperen var i exceptionel form og virkede, i modsætning til hans dovne Roskilde-koncert i 2013, vågen og energisk. Men det var først kort efter den solide åbning, at koncerten for alvor begyndte at blive til noget andet: En helt enestående begivenhed, hvor den fjerde væg blev smadret af Bronsons knytnæve, og hele Vega glemte, at det var mandag, for bare at lade sig suge ind i den kollektive psykose.
Vanviddet begyndte, da Bronson holdt en kort pause mellem to numre, hvilket en ivrig ung dreng brugte til at rappe Bronsons vers fra Chance the Rappers ’Na Na’. Det gjorde han så overbevisende, at Bronson hev ham op på scenen, så de sammen kunne optræde med nummeret. Det sker selvfølgelig en gang imellem, at fans bliver hevet op på scenen og får lov til at hænge ud med deres idol, men det, der skete mandag aften på Lille Vega, havde absolut intet tilfælles med de corny publikumsinteraktioner, man så ofte er vidne til.
Den her dreng kunne nemlig rappe. Faktisk var hans stemme klarere, og hans sceneoptræden mere karismatisk, end mange rapperes. Og publikum reagerede med unison begejstring – de hoppede og klappede, mens de måbende kiggede på hinanden: Hvor i alverden kommer den dreng fra?
Læs anmeldelse: Action Bronson ‘Blue Chips 2’
Men det allerbedste ved denne ukonventionelle gæsteoptræden var, at publikums overvældende hyldest af gæsten tydeligvis opildnede Action Bronson, hvilket fik ham til at overgå sig selv. Og når Action Bronson skal forsøge at overgå sig selv, sker der skøre ting. Først buldrede den gigantiske mand ned midt i publikum og banede sig vej gennem det i stigende grad stormende menneskehav, så bragede han op på balkonen, hvorfra han rappede de næste numre, hvilket kulminerede i en excentrisk cover-version af Totos ’Hold the Line’.
Det var helt enestående, og ved slutningen af balkon-settet var rapperen så opildnet, at han bankede sin kæmpemæssige knytnæve op i loftet indtil han havde givet det stakkels Vega-loft en ordentlig bule i panden. Det var – jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal sige det – helt sindssygt.
Det var også ekstremt imponerende, hvordan New York-rapperens stemme og flow bevarede sin skarphed, selv da han væltede rundt i salen og på balkonen: Selv sangpartierne klarede han sig igennem. Da Bronson omsider kom op på scenen igen forsøgte flere mennesker at komme op til ham, men de blev hurtigt katapulteret tilbage til publikum af Bronson og hans gigantiske hjælpere, Meyhem Lauren og Big Body Bes, der, ud over at være bodyguards, gav solide gæsteoptrædener i løbet af aftenen. Det var et herligt kaos.
Det hele sluttede med, at der blev sprøjtet vand og champagne ud over alt og alle, Action Bronson smed trøjen, og alle var lykkelige. Så hamrede han mikrofonen hårdt ned på scenen, og koncerten var slut.
Alle kiggede på hinanden med det samme forbløffede udtryk – hvad i alverden var vi lige vidne til her?
Læs også: Månedens 10 bedste mixtapes til gratis download