Death – gamle punkrockere smilede i solen

Sikkert som led i PR-fremstødet for Deaths comeback, er Detroit-trioen markedsført som ’bandet, der spillede punk før The Sex Pistols og Ramones’. Men det var nu snarere en beskidt og primal garagerock, ikke ulig byfællerne i MC5, som Death excellerede i på Vanguard fredag.

Den skæve dynamik mellem halsbrækkende trommer og teknisk funderet solistisk guitarspil er kendetegnet for Deaths materiale, hvilket sikkert også har været en medvirkende faktor til, at de har udsendt to singler på Jack Whites label Third Man Records. Ellers er det sådan set småt med, hvad der findes af udgivelser, for da bandet fødtes i midt-70’erne var der nemlig ingen selskaber, som ville røre et band med et sådant navn. Nu er tiderne anderledes, og det var med mærkbar stolthed, at bassist Bobby Hackney kunne proklamere, at deres første album siden 1976 ser dagens lys til efteråret.

Glædeligt eftersom Death i deres simple melodier ofte havde plads til både temposkift og afdæmpede passager, inden det atter eksploderede i punket kaos. Særligt demonstrerede guitarist Bobbie Duncan både solistisk overskud og huggende akkorder i numre som ‘Politicians in My Eyes’ og og ‘Relief’.

Rollen som entertainer lå hos Hackney, og han brillerede da også flere gange med et »Hello, copenhound«, og dansede omkring med bassen.

Det var i momenter lige vel gøglet og røvballe-dumt, men det forpurrede ikke, at Death efterlod et sympatisk indtryk, og Hackney var ét stort smil gennem hele koncerten. Ikke den dårligste attitude på sådan en solbeskinnet eftermiddag i naturskønne Søndermarken.