Aphex Twin
Når en legende udgiver et album efter 13 års pause, kan det godt betale sig at gøre følgende: Læn dig tilbage, luk øjnene og forestil dig, at du ikke aner, hvem der har lavet pladen. Sæt parentes om din musikalske hukommelse, der fortæller dig, at det handler om Aphex Twin, som revolutionerede den elektroniske musik i 90’erne inden for ambient techno, acid og breakbeat.
Anlægger du dette uvidenhedens slør, når du sætter ’Syro’ på pladespilleren, optræder følgende indtryk: Arbejdet med de melodiske motiver ligger forrest i lyden. Motiverne, der ofte spilles i en acid-lignende førstestemme, er ivrige, omskiftelige, ofte jazzede i deres skalaer. Harmonierne veksler mellem behagelyst og overraskende kompleksitet. Det ene øjeblik er man midt i et technoidt dansenummer, det andet øjeblik standser kompositionen til fordel for modige tænkepauser. Afvekslingen er stor, men flydende, ikke aggressiv. Kompositorisk er der tale om imponerende håndværk, serveret i en på overfladen nonchalant form, der under stedvist sleazy indfald er fyldt med indviklede forløb.
Læs også: Top Track: Aphex Twin ‘Minipops 67 [120.2][source field mix]‘
Løfter du sløret og sætter musikken i relation til Aphex Twin, ser du en betagende udvikling af hans stærkeste sider: De ambiente teksturer, motivarbejdet og de rytmiske synkoperinger. Jeg ved, det er et kedeligt adjektiv, men der er noget modent over dette udspil med dets legende udviklinger, der har en næsten improvisatorisk frihed over sig.
’Modent’ betyder imidlertid også, at noget af den vildskab eller galgenhumor, som prægede 90’ernes Aphex Twin-udgivelser er trådt i baggrunden. Der er ikke meget ironi at hente på ’Syro’, hvis humor fungerer mere subtilt, når for eksempel et lovligt swingende beat møder en syret sci-fi-harmoni.
Den tidligere fascinationen af musikteknologiens æstetiske grænser er også udskiftet med et stærkere fokus på kompositionernes indre balance. Disse ændringer vil nok skuffe nostalgikerne – men de fremsynede vil glæde sig over denne plade.
Læs også: Til nørderne: Monstrøs liste over alt gear brugt på det nye Aphex Twin-album