The Cabin Project

Duoens bittersøde, regntunge og mystiske atmosfære kan undertiden virke lidt påtaget.

Med ‘The Cabin Project’ har to af Danmarks stærke singer/songwriters, Kira Skov og Marie Fisker, slået pjalterne sammen med de drevne jazzrotter Oliver Hoiness og Ned Ferm på et crowdfundet album. Som titlen henviser til, er det indspillet henover en uge i en hytte dybt inde i de mørke canadiske skove. Ejeren af hytten og ankermanden bag mixerpulten er ingen ringere end Mark Howard, kendt for sit langvarige producerparløb med Daniel Lanois, men han har også indspilninger med blandt andre Bob Dylan og R.E.M. på samvittigheden.

Imponerende cv’er – så vidt så godt. Men ‘The Cabin Project’ er i praksis ikke et album, der gør meget væsen af sig. Det dvæler længe på mættede, velgjorte og til tider helt ’Twin Peaks’-agtige stemninger, så kuldslåede landskabsbilleder af fyrretræer i disen flimrer for den indre nethinde, mens sangene kravler afsted i blidt slowcore-tempo.

Albummet ender derfor også i sine mest fyldigt instrumenterede øjeblikke med at spejle sig lidt ufordelagtigt i Skovs andet dunkle og cinematiske, men også langt mere eventyrlystne noir-pop-projekt, nemlig Persona. Og den bittersøde, regntunge og mystiske atmosfære, der gennemsyrer Fisker og Skovs sange, kan undertiden virke en smule påtaget.

Den lakoniske ‘My Bride’ og den elegante lukker ‘Seize My Ease’ demonstrerer dog, at de to kvinder i front er i stand til at presse enormt meget ud af en meget forsigtig instrumentering. Og som et behageligt og decideret underlægningsagtigt album fungerer ‘The Cabin Project’ stadig fortrinligt.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
The Cabin Project. 'The Cabin Project'. Album. Stunt.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af