Folkeklubben

Ulvehylet på førstesinglen ’Danmarksfilm’ er det, som for alvor klæber sig fast. Et sært nærmest gurglende hyl søbet i rumklang. Så kommer 80’er-guitarerne U2-style, derefter beatet, knitrende små lydsamples og synthesizer, som fastholdes af et fingerspillet guitarriff.

Pladens bedste sang er samtidig også et fint eksempel på, at Folkeklubben på deres andet album er af samme danske muld som på debutpladen, og byder på akustiske syng-med-guitarsange fra Kjartan Arngrims hånd, smurt med stram percussion og små melodiske detaljer og riffs.

Hylet kommer fra udkantsdanmark. Fra de mange små byer, forsamlingshuse og mennesker som trioen er stødt på i løbet af tre års uafbrudt turné. Folkeklubben kalder selv trodsigt området for Guldkantsdanmark, og ’Danmarksfilm’ er således historier og skæbner fra provinsen.

Enkelte sange appellerer da også fint til at tyre svedende fadbamser, råbe og klappe ude af takt. På sange som ‘Syngefaldet og ‘Husk mit navn’ bliver der i hvert fald hygget igennem som sangene kækt tøffer derudaf i steady røvballe-tempo. På trods af disses musikalske tomgang er teksterne her, og på hele albummet, interessante og åbne.

Af det bedste er en sang som ‘Djævlebakken’. Slide-soloen på nummeret bidder lækkert i lydbilledet, og når også varme sprøde guitarer dukker op, som på ‘I vejen’, er det for alvor noget, som skruer op for intimiteten og binder gamle musikalske folkrock-dyder sammen med 10’ernes folkpop. Ikke mindst er balladen ’Til Elisabeth’ et lille pragtværk, hvor især træblæserne tryllebinder.

Den uforfalskede ægthed og det behagelige humør er trioens stærkeste kort, og du går uomtvisteligt lidt lettere på fødderne efter de 11 sange på ’Danmarksfilm’.

Læs anmeldelse: Folkeklubben ‘Nye tider’