Folkeklubben

Fra første tone giver Folkeklubbens folkpop indtryk af, at det er lavet af samfundsinteresserede eksistenser – tænkere som skiftevis røfler og forfører dig.

De gør det med virkemidler, som historisk har defineret den bedste dansksprogede musik: Eftertænksomt skarpe tekster og rare melodier, som har potentiale til at nedlægge alt fra havbiologer og Helle T. til havnearbejdere og hundepassere.

Albummet har hits: ’For pengene’ og ’Fedterøv’ er begge ren- og veldyrket sing-a-long pakket ind i eksistentialisme. Opfordringen til Danmark er at bruge lidt tid på at kigge indad, med overhængende fare for at opdage en sjæl pakket ind et korpus af smålighed og dovenskab.

Læs også: Se videoen til Folkeklubbens ‘Tænker tit’

Albummet har kærlighedserklæringer: Til vores hovedstad, ungdommelig ked- og kådhed, til Kliché, Dylan og C.V. Jørgensen, og som ikonerne, Hr. Larsen og Hr. Brandt, smører drengene også en voldsomt livsbekræftende ballade på ’Klokkerne ringer’. Det hele er højt niveau, og klokkerne bimlede da for undertegnede.

Albummet er sjovt: Når Kjartan Arngrim beskriver hvordan »En tidehvervspræst og en psykolog, drikker sig ihjel« på ’Byens Kro’ nikker man (jeg) anerkendende og fniser, for hvem kan alligevel lide dem?

Produktionen balancerer albummet igennem på kanten, hvor velplacerede elektroniske detaljer flirter med overproduceret radiovenlighed, og det æder noget charme. Det til trods holder melodier og især tekster langt, og havde trioen levet tre-fire-fem årtier før, havde de allerede været nationale folkehelte. Men i 2013 – hvor nationalideologierne er porno, pølser og pop – må de nøjes med at være et dygtigt og intelligent band, som sælger 5.000 plader – måske 15.000, hvis det altså er nye tider?