Publikum begyndte først rigtigt at juble, da Alex Warren fik dansk stjernebesøg i Royal Arena
KONCERT. Jeg brygger på en teori om, at en uforholdsmæssigt stor del af befolkningen inderst inde drømmer om at være medlem af Pinsekirken.
De ved det måske ikke selv, men den musik, der til stadighed fylder deres Spotify-playlister – fra amerikanere som Jelly Roll og Teddy Swims til, sorry to say, danske Aphaca – er optændt af samme svulstige salvelsesfuldhed og overdrevne oprigtighed, som før i tiden var reserveret til hvide mennesker, der synger gospel-klingende popsange om Jesu kærlighed.
Jeg kalder det lovsang-ificeringen af popmusikken.
Blandt de mest populære eksponenter for denne tendens er 25-årige Alex Warren, hvis følelsesladede udgave af stomp-clap-hey-genren er det uønskede svar på det ildevarslende spørgsmål om, hvordan Imagine Dragons ville lyde, hvis de spillede på akustiske guitarer.
Alex Warren blev født i Californien, selvom den dybe, cowboy-agtige stemme, han konsekvent bruger i sine sanges vers – inden han i omkvædet stiger mod gospel-inspirerede højder – gør sit for at skjule det.
Da han var ni år gammel, døde hans far, og hans mor, der kæmpede med alkoholisme, smed ham ud, det øjeblik han fyldte 18, hvorefter han boede i sine venners biler. Det er hårde odds, men væbnet med blot en TikTok-profil og en drøm stilede den unge Warren mod berømmelsens tinder.
Som 19-årig var han med til at stifte influencer-kollektivet Hype House, som blandt andet også har givet os popstjernen Addison Rae, og sidste år udgav han signatursangen ’Ordinary’, som med 1,8 milliarder streams på Spotify er en af de mest populære sange i verden.
Tabet af forældrene er sammen med Warrens kærlighed til gud, sin hustru og deres børn den primære tematik i hans sange. Og i hans koncerter.
I Royal Arena torsdag aften fyldte især børnene meget i fotomontager, der spillede mellem sangene, ligesom en serie af baby- og børnebilleder – en ting, jeg ikke engang gider at se, når det drejer sig om mine venners børn – spillede inden koncerten som en slags meget privat ouverture.
Bag projektionerne hørtes først et tramp, så et klap (og hov, var det et »hey«?), og man vidste, at Warren var på vej.
Børnebillederne fungerede som en metafor for koncerten som helhed, for ligesom man godt kan mønstre et apatisk »aw«, når man bliver præsenteret for det første af 21 babybilleder, kunne man i Royal Arena også godt mønstre et velvilligt tramp med foden i mødet med den første af de 21 identiske sange, han trakterede med i løbet af sin meget lange koncert.
Men som det typisk sker omkring det syvende billede, gik der heller ikke længe, før jeg sad og stirrede fraværrende ud i luften med et tomt blik i øjnene. »It feels like an eternity«, lyder det i omkvædet på sangen, der blot hedder ’Eternity’. Mildest talt, Alex.
Som varsel om koncertens eklatante mangel på dramaturgisk opbygning sprængte konfettikanonerne for første gang på det allerførste ord i koncertens allerførste sang, en meget kompakt arrangeret udgave af ’Troubled Waters’ med brølende guitarer og konstant fire-i-gulvet. Sangens første ord, tro det eller ej, er »hey«.
Koncerten var ikke uden sine små lysglimt. Jeg holdt af at betragte Warrens korsangere, der dansede og hamrede i deres tamburiner med en begejstring, man primært ser blandt folk, der er ramt af the spirit, og en yderst velspillende cellist tilføjede en varme og en porøsitet til et lydbillede, der desperat have brug for det.
Blandt koncertens bedste sange var den endnu uudgivne ‘Stars’.
»Tell me how the same stars over my head / Are the same stars from that night that you left«, sang Warren om sine forældre i et par linjer, der måske er banale, men som på fin vis sætter ord på det kosmiske mysterium, at verden forbliver uforandret, selvom man selv er for evigt ændret.
Desværre indledte han sangen med en meget lang og tydeligvis indøvet monolog, der var sat til andægtig klavermusik, og som primært bestod af lykkekagelignende citater. Man kunne mærke, at Warren er vant til at lave TikTok-videoer, for selv når han taler direkte til publikum, er det som om, han taler til en skærm.
Jeg tror godt, publikum kunne mærke Warrens lidt forkrampede forsøg på nærvær, for stemningen blev først for alvor ekstatisk, da han fik besøg af Lukas Graham i en duetudgave af ’7 Years’, angiveligt en af Warrens yndlingssange.
Faktisk blev jeg lidt pinligt berørt over det danske publikum, der reserverede deres absolut største bifald til det øjeblik, en landsmand stod på scenen. Ikke just gæstfrit, men måske forståeligt. Graham illustrerede nemlig en af Warrens største mangler: Evnen til at dosere indlevelsen i sin levering, så sangene kan mærkes.
Jovist, afslutningsnummeret ’Ordinary’ høstede også et betydeligt bifald. Havde vi ikke lige hørt 20 sange, der lød fuldkommen lige sådan, havde det formentlig været endnu større.
Kort sagt:
Alex Warrens koncert i Royal Arena var en lang, ensformig affære, og manglen på oprigtig tilstedeværelse illustrerede, at han er mere vant til at tale på TikTok end i den virkelige verden.