Future 3

Anders Remmer, Jesper Skaaning og Thomas Knak er ikke længere på forkant med den elektroniske lyd som i 90'erne, men trioen gør stadig god figur.

Engang i slut-90’erne var Anders Remmer, Jesper Skaaning og Thomas Knak, alias Future 3, pionerer inden for den nørdede, tilbagelænede electronica. Det er de ikke længere, men mindre kan absolut også gøre det. Der er gået 13 år, siden trioen sidst udgav musik under dette navn, men tidens tand har i langt overvejende grad sat et positivt præg på d’herrers lyd.

Future 3 var i gamle dage kendetegnede ved en kølig, minimal og knitrende lyd, hvor de små finurlige melodibider og skæve samples havde en separat plads i lydbilledet. Som adskillige udgivelser under navnet System også har vidnet om i de mellemliggende år, har trioen absolut formået at flytte sig videre, og på ’With and Without’ samler de trådene og binder fin sløjfe på det hele.

Pladens fem første numre er vokalbårne, og det fungerer især godt, når Ice Cream Cathedrals Anja Lahrmann på ’Signature’ og ’Roller Coasters’ synger pæne, iørefaldende popsange på en bund af sprødt klingende og blid electro med lette basanslag.

Læs også: Top Track: Future 3 ‘Roller Coasters’

Det er også tydeligt, at al lyd i Future 3-universet nu er væsentligt mere sammenmudret og rumklangsfikseret, hvilket desværre gør numre som ’Seen’ og ’Fair’ en smule grå. Til gengæld fungerer det fremragende på et nummer som ’Camphor’, hvor gamle melodidyder, let guitarklimpren og en bas, der dufter svagt af dubstep, går smukt i spænd.

Faktisk er det, når Future 3, som på ’Trmbns’, bringer deres gamle instrumentale og melodiske tricks i spil med en endnu større grad af melankoli og lys klingende synth, at trioen virkelig kommer til sin ret.

Læs også: Future 3 giver koncert under CPH:DOX

Future 3. 'With and Without'. Album. Morr/Border.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af