Ariel Pink
Man kan ikke lade være med at knuselske den hyperaktive Beverly-hillbilly Ariel Marcus Rosenberg. Elske ham for hans forkærlighed for de allermest skraldede, kitschede lo-fi-lyde, for hans snørklede, men træfsikre melodifornemmelse, for hans bizarre fascination af alt campet og – ikke mindst – hans selvironiske hang til onkellummer ’høhø’-humor (udeladt her er Pinks akavede, sexistiske udtalelser i diverse interviews).
2012’s vellykkede ’Mature Themes’ var en gakket affære, og Pinks nye album lægger sig i forlængelse heraf. En anelse for gakket på den (bogstaveligt talt) blævrende tossesang ’Jell-O’ og ’Dinosaur Carebears’, der lyder som en flok demente slangetæmmere på speed (begge skabt i samarbejde med The Runaways-produceren Kim Fowley).
Som referencen til cheerleader-udstyret indikerer, stikker ’Pom Pom’ i alskens kulørte retninger i bevidst hysterisk jubelglæde. Man skal være gearet til Pinks weirdo-maniske popcirkus, men er man det, er der meget godt at hente – lige fra syntetiske hestevrinsk på den herlige åbner ’Plastic Raincoats in the Pig Parade’ til tunge metalriff på ’Goth Bombs’.
Den fabelagtige murder ballad ’Lipstick’ lyder som et levn fra 2010’s urørlige ’Before Today’, mens ’Four Shadows’ demonstrerer Pinks tag på teatralsk glam rock, der ville være perfekt til 80’er-filmklassikeren ’The Lost Boys’. Og hvor ’Not Enough Violence’ trækker på mørkrandet synthpop med et insisterende trommespor, nyfortolker albumlukkeren ’Dayzed Inn Daydreams’ på lækreste vis hippiefredselskende fællessang.
Så til trods for, at albummet varer 15 minutter for meget med sine 17 tracks og 69 minutter (!), er Pink stadig et fascinerende bekendtskab, der både forarger, fængsler og udfordrer sin lytter.
Læs også: Ariel Pink giver koncert i København – se ny musikvideo