THEESatisfaction

Der er en jordbundethed over det nye, space-funkede udspil fra den genrebøjende duo fra Seattle.
THEESatisfaction

Det er ikke ligefrem hiphop, man associerer med Seattle, der musikalsk er bedst kendt for sit geografiske ophav til grunge. Sub Pop spillede en afgørende rolle i populariseringen af genren, men det legendariske pladeselskab har siden udvidet sit repertoire til også at omfatte urbane artister som Shabazz Palaces og deres kvindelige sidestykke THEESatisfaction, og måske er gabet mellem grunge og sidstnævntes musik ikke så stort som først antaget.

Ligesom hos grungen ligger der nemlig også en forbrugskritik i THEESatisfactions musik. Det kan for eksempel høres på ’Blandland’, der med sit tilbagelænede beat og sin sarkastiske kritik af konsumerismens udbytning af afroamerikansk kultur (»decrying all the diamonds that we mine to dust / and sell it back to us with a cold markup«), har reminiscenser af A Tribe Called Quests ’Beats, Rhymes & Life’-periode.

Musikalsk er der naturligvis længere mellem grungen og THEESatisfaction, der dyrker en eksperimenterende og psykedelisk stil, som har fællestræk med samtidige future-funkere som Sa-Ra Creative Partners, The Internet og Georgia Anne Muldrow, men også trækker på ældre inspirationskilder som Ursula Rucker og Meshell Ndegeocello (der medvirker på to numre).

Men selv om duoen har et space-funket udtryk, er der – som titlen antyder – også en jordbundethed i albummet, der gør, at helheden forekommer mere organisk end forgængeren ’awE naturalE’. En tematik, der slås an allerede på åbningsnummeret, ’Prophetic Perfection’, og som afspejles i de varme synths og lukkede lilletrommeslag, men som desværre også dør lidt ud mod slutningen af albummet, hvor ideerne lader til at vinde over produktionerne.

Læs anmeldelse: THEESatisfaction ‘awE NaturalE’

THEESatisfaction. 'EarthEE'. Album. Sub Pop/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af