Lower Dens

Jana Hunter er for alvor trådt i karakter som udadvendt, karismatisk frontkvinde for Baltimore-artrockerne.

»I will treat you better, I will treat you better«, bekender frontkvinde Jana Hunter skyldbetynget på den forslåede, blåviolette breakup-ballade ’Ondine’, alt imens et taktilt synthbeat stædigt fastholder en optimistisk undertone som afskærmning mod sangens sørgmodige, glasklare guitarfigurer.

Hunters løfte er ellers som sådan ikke nødvendigt, for Lower Dens’ tredje album er et behageligt drømmepop-bekendtskab med ligefremme melodier fremtryllet af delikat tindrende guitarer og sfæriske synthesizere. Og det mest udadvendte og utilslørede, som Baltimore-gruppen til dags dato har begået.

Den narkotiske, krautrockede rytmefremdrift fra 2012-albummet ’Nootropics’ er dermed tonet gevaldigt ned, og i stedet har den karismatiske Hunters dybe vokal – lige så fængslende, befalende og sjælfuld som Future Islands’ Samuel T. Herrings – for alvor fået lov at komme frem i kvartettens lydbillede.

På den neonlysende, atmosfærisk dragende ’Sucker’s Shangri-La’ lyder Hunter til forveksling tilmed som en anden Baltimore-frænde, Beach House-frontkvinde Victoria Legrand, mens hun på numre som førnævnte ’Ondine’, den dramatiske ’Qua Vadis’ og den tungt murrende ’I Am the Earth’ bærer melodierne fremad med en stålsat, ukuelige vilje til at kaste sorgen over forliste kærlighedsforhold fra sig og genfinde ny kærlighed.

Metronomrytmerne har dog efterladt sig spor hist og pist. Eksempelvis på den ambiente ’Your Heart Still Beating’ og den bedøvende ’Company’, der først drøner repeterende af sted for derefter at skride længere og længere ud mod vejkanten i takt med, at et psykedelisk mellemstykke får sangen til at lette mod stratosfæren.

Pilen peger i dén grad mod Baltimores musikscene i disse år, og trods en risiko for, at der går for meget sammenligning i den, kan ’Escape From Evil’ meget vel gå hen og blive Lower Dens’ gennembrud til en større lytterskare på samme måde, som ’Singles’ blev det for Future Islands sidste år. Det under man virkelig Hunter og co.


Kort sagt:
Den krautrockede fremdrift er tonet ned, og Lower Dens’ Jana Hunter er i stedet for alvor trådt i karakter som udadvendt, karismatisk frontkvinde for Baltimore-artrockerne.

Læs anmeldelse: Lower Dens ‘Nootropics’

Lower Dens. 'Escape From Evil'. Album. Ribbon/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af