Lower Dens

Der hviler stadig en umiskendelig, narkotisk stemning over amerikanske Lower Dens og deres sortnistrede rockmusik. Sangene på gruppens andet album er i hvert fald endnu en gang indhyllet i en tyk opiumtåge af reverb og urovækkende rumklang, som forførende smyger sig rundt om forsanger Jana Hunters bedøvende sirenesang. Men selv om Lower Dens overordnet set stadig synes fast forankret i den smukt hallucinerende indierock, der prydede debutalbummet, er der nu alligevel gjort adskillige forsøg på at udvide paletten.

Det er faktisk allerede hørbart på åbningsnummeret ’Alphabet Song’, hvor guitarerne for en stund må dele plads med synthesizere, og hvor rytmikken eksekveres med nærmest maskinel præcision. Men også bandets referencer er denne gang forsøgt udskiftet. Hvor musikken på debuten virkede centreret omkring Galaxie 500-påvirket drømmepop og døsig slowcore, trækkes der denne gang tråde længere tilbage i tiden til Neu!’s mekaniske motorikrytmer og indadvendt 80’er-postpunk.

Det har givet plads til et mere opdagelystent udtryk, hvor flere af albummets sange faktisk rangerer blandt gruppens bedste. Her fremstår det førnævnte åbningsnummer og førstesinglen ’Brains’ som absolutte højdepunkter. Sidstnævntes motorikpåvirkninger er især fremragende, men også den hypnotiske sangskrivning på ’Propagation’ er stærkt forførende.

’Nootropics’ er alligevel ikke et bedre album end forgængeren. Især fordi det virker som om, at Jana Hunter og co. indimellem har problemer med at indarbejde deres nyvundne indflydelser i sangmaterialet. Det ændrer nu ikke afgørende ved, at Lower Dens har begået en interessant opfølger, der i sine bedste øjeblikke peger frem mod nye, musikalske muligheder for disse amerikanske mørkemænd.