Hold øje med: Danske Palace Winters krautrockede bromance

Vi udpeger løbende det bedste nye blod fra den hjemlige og udenlandske musikscene.
Hold øje med: Danske Palace Winters krautrockede bromance

PALACE WINTER
33% bankende krautrock-groove

33% hypnotiske melodier
22% heldig tourbus-bromance
12% dansk indie-royalty 

Palace Winter, Ice Cream Cathedral – nogen forbindelse?
Dog ikke, selv om begge bandnavne lyder som hyggehybler for H.C. Andersens snedronning. Men lidt dansk indie-royalty er der alligevel over Palace Winter. Duoen består af Caspar Hesselager fra My Heart the Brave samt eksil-australieren Carl Coleman fra Halasan Bazar og hedengangne Sink Ships.

Supergruppe eller sideprojekt?
You decide! Der er i hvert fald intet konstrueret over makkerparrets venskab, som opstod under en turné med The Rumour Said Fire, der havde shanghajet Hesselager og Coleman som henholdsvis synth-femtemand og opvarmning.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan lyder denne bromance så?
Well, én ting, de to bondede over i bussen, var en fælles kærlighed til Here We Go Magic, og det præger Palace Winters krautrock-pumpende og hypnotisk fængende ridt ud mod horisonten på ‘Time Machine’, det ene af to offentliggjorte numre. Den anden skæring, ‘Woke in the Night, the Phone Was Ringing’, er en mere afdæmpet indietronica-ballade.

Det lyder som en appetitlig sandwich. Smage?
Så gerne. Du kan fange de to live den 16. maj til Carpark Festival på Frederiksberg og den 29. maj som opvarmning for Jacco Gardner på Loppen. Og duoen er allerede blevet opsnappet af Tambourhinoceros, så uden at blive alt for konkrete kan vi nok snart vente os mere lyd.

Læs også: Disse 10 album skal du høre i maj

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af