Xtra Naan: Galskaben får frit spil på Tue Track og Gramsespektrums minialbum

Xtra Naan: Galskaben får frit spil på Tue Track og Gramsespektrums minialbum

Xtra Naan er Simon og Peder fra hedengangne Gramsespektrum samt Tue Track fra Malk de Koijns selvudnævnte fritidsloge. Med den konstellation må man forvente, at den totale galskab bliver sluppet løs – og det er nøjagtigt tilfældet på dette selvbetitlede minialbum.

Både Gramsespektrum og Malk de Koijn har haft en exceptionel evne til på én gang at omfavne hiphopkulturen og dens musikalske udtryk med stor kærlighed og samtidig forholde sig befriende ironisk til, hvor lidt hiphop det danske velfærdssamfund er. Det er denne formel, Xtra Naan også bygger på. Ligesom hos både Malk de Koijn og Gramsespektrum befolkes Xtra Naan-universet af fiktive karakterer, der med en overdreven grad af hiphopattitude repræsenterer værdier eller egenskaber, som ellers ligger utrolig langt fra, hvad man normalt forbinder med hiphop.

Således stifter vi på udgivelsens seks skæringer blandt andet bekendtskab med ostesmugleren Lille Jørgen DK, hans rival Bøssemanden, en ekstremt perfid og aggressiv vinduespudser og tre unavngivne herrer, der søger seksuel tilfredsstillelse ved at blive malket som køer.

Det er gennemgående ekstremt morsomt og fungerer ikke mindst fordi det meget eksplicit satiriske tekstunivers kontrasteres af en væsentligt mere subtil humor i det musikalske udtryk. De tre medlemmer rangerer i al seriøsitet blandt Danmarks dygtigste hiphopproducere til dato (Simon og Peder har begge en fortid i producer-teamet The Prunes), og de har ubesværet stykket en håndfuld fremragende beats sammen til formålet. Numre som ’Malk mig’ og ’Smuglerne’ byder på klassisk østkyst-boom bap, mens ’Wifebeater’ og ’Brandslukningsmaskinen’ rummer mere ironiske kommentarer til henholdsvis rockrap-fusioner og svedige klubbangers.

Pladens sande guldkorn er dog ’Kære Kalle’ – en fantastisk parodi på selvhøjtidelig svensk 90’er-hiphop a la Petter. Den dybtfølte og nostalgiske ode til den fængslede barndomsven Kalle bliver uden at fortrække en mine leveret på syngende svensk, og især Simon Bondes vers efterlader lytteren med tårer i øjnene af grin.

Til trods for de tres musikalitet kommer man dog ikke uden om, at Xtra Naan er et satireprojekt, og at det også er her, projektets største styrker ligger. Udgivelsens holdbarhed står ikke helt mål med for eksempel Malk de Koijns album, og den store indledningsvise glæde aftager lidt, når man har skraldgrinet af numrene nogle gange. Men den oplevelse er til gengæld også det hele værd.


Kort sagt:
Galskaben får som forventet frit spil på dette lille hiphopsideprojekt fra Tue Track og Gramsespektrums Peder Pedersen og Simon Bonde, hvor bøssemænd, ostesmuglere og vinduespudsere bliver til nådesløse gangsterrappere. De knivskarpe beats og trioens generelle musikalitet styrker satirens holdbarhed, men gassen går stadig lidt af ballonen, når man har grint af absurditeterne en håndfuld gange.

Læs også: Xtra Naan udlever seksuelle fantasier i den kugleskøre ‘Malk mig’

Xtra Naan. 'Xtra Naan'. Ep. Target.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af