Daniel Denciks spillefilmsdebut ‘Guldkysten’ har biografpremiere den 2. juli, og til soundtracket har den danske instruktør allieret sig med en helt særlig komponist. Musikken er nemlig kreeret af selveste Angelo Badalamenti, som de fleste nok vil kende som David Lynchs hofkomponist og manden bag lydsiden til alt fra ‘Twin Peaks’ og ‘Mulholland Drive’ til ‘The Straight Story’.
Ét nummer på soundtracket til ‘Guldkysten’ byder dog på vokal, og her har Dencik og Badalamenti hevet fat i Kwamie Liv, der lægger stemme til den betagende ‘Remember Me, In Every Cloud of Gold’.
Kwamie synger afdæmpet, elegant, dragende og forførende, mens baggrunden består af Badalamentis karakteristisk svævende (som for eksempel her) synthesizere, der flyder som blodet i kroppen, savn i sindet og bølger under både, der sejler verdenshavene tynde.
»Det at få lov til at skrive min første titelsang med så dygtig og anerkendt en komponist som Angelo Badalamenti føles stort. Samarbejdsmæssigt, generelt beskrevet, så lavede han kompositionen og jeg skrev melodi og tekst. Angelo gav komplet plads og tillid, og selv om han gerne lytter og giver feedback og ideer undervejs, virker han som en person, der er ret god til at slippe musikken fri«, fortæller Kwamie Liv Soundvenue og fortsætter: »Der er noget både dystert og smukt ved Daniels historie og Angelos musik. Det lod jeg mig inspirere af. Samtidig ville jeg skrive noget, der tog fat i og reflekterer over den tragiske tid i vores historie, men som også var smukt og barmhjertigt«.
‘Remember Me, In Every Cloud of Gold’ er officielt ude i dag, mens soundtracket til ‘Guldkysten’ udkommer den 18. juni. Og ja, nu vi er ved Angelo Badalamenti, så snyd ikke dig selv for denne klassiske Youtube-video – »Angelo, oh that’s tearing my heart out«.
Læs et stort forside interview med Kwamie Liv i det nye Soundvenue Update, som du kan hente gratis i din lokale 7-Eleven nu.