Calvin Harris
På første række kommer de lidt yngre piger til at stå, og de beholder nok solbrillerne på, selv om skotten er programsat til at spille efter midnat. Forvent ansigtsmaling for alt er tilladt, og man må gerne synge med på de mange hits. Lå lå- og uh uh-kor er et gennemgående tema i Harris’ live-optræden.
Droppet kommer masser af gange, det lover vi. For Harris’ synth-tunge EDM på megahits som ‘We Found Love’, ‘Bounce’ og ‘Let’s Go’ bygger hele tiden op til næste ekstatiske peak. Og skotten hopper selv med og gejler publikum med festkommandoer som »jeg vil se alle hænder i vejret«.
Kritikerne vil blive tvunget til at lægge de kunstneriske forhåbninger væk, men nogle vil helt sikkert overgive sig til Harris’ megafest, hvor fyrværkeri også kan forventes.
Calvin Harris spiller på Tinderbox.
The Prodigy
Første række bliver måske slet ikke en række. På et eller andet tidspunkt – måske under ‘Smack My Bitch Up’ eller ‘Firestarter’ – vil helvede sandsynligvis bryde løs i form af moshpits, hvor der sikkert vil være en blanding af ældre fans og yngre, der søger den aggressive festudladning.
Droppet er ikke noget, The Prodigy lefler for. Følelsen er langt mere diabolsk punk end dance, og der er ikke mange, der matcher energiniveauet, som frontmændene Keith Flint og Maxim lægger for dagen, selv om de efterhånden er nogle ældre herrer.
Kritikerne vil elske, at The Prodigy faktisk er et band med trommeslager og det hele, men det vil trække ned, at deres nye materiale har tabt pusten.
The Prodigy spiller på Tinderbox.
Disclosure
Første række bliver invaderet af festivalgæster i slutningen af teenageårene og start-20’erne, og de kommer nok til at stå så tæt, at armene må i vejret, og kun hovedet kan vippe frem og tilbage. Men det gør ikke noget, for det er sådan, man danser til Disclosure.
Droppet spiller en mindre rolle hos Disclosure, for her er det de poppede synth-rundgange og baslinjer, der bestemmer tempoet. Dog kan man regne med, at ‘Latch’ og ‘When a Fire Starts to Burn’ bliver højdepunkter.
Kritikerne vil elske, at Lawrence-brødrene, modsat de store dj’s, rent faktisk spiller og synger en stor del af musikken live. Hvis EDM går efter laveste fællesnævner, viser Disclosure, at festen ikke behøver billige tricks.
Disclosure spiller på Roskilde Festival.
Major Lazer
Første række bliver der egentlig ikke noget af. Diplo og hans hypemen opfordrer konstant til nye lege, så publikum ender med at vælte rundt på må og få, mens de febrilsk forsøger at holde fast i en badebold eller gribe en gratis t-shirt.
Droppet er ikke altid det vigtigste i Diplos verdens-samplende totalfest. Stemningen piskes også op af twerking, fællessang, konstante festkommandoer og den gennemsigtige bold, Diplo ofte tosser rundt i ude blandt publikum. Eller lapdancen til en tilfældig festivalgæst. Hvem ved efterhånden?
Kritikerne vil være splittede. Diplo har signeret bunker af hits og været en vigtig ambassadør for klubgenrer fra flere verdenshjørner, men live overgiver han sig fuldt ud til galskaben. Er festen nok, hvis man alligevel ikke har forventet andet?
Major Lazer spiller på Tinderbox.
Avicii
Første række har ikke noget tøj på. Sådan er det bare. Den kommer til at bestå af virkelig fulde drenge fra fitnesscentret, piger i bikini og en infernalsk hujen.
Droppet rammer oftere, end du kan nå at samle kræfterne, men det vildeste ved Aviciis electrohouse-fest, er showet i sig selv. Lyset, ilden, alt det udenom. Svenskeren har perfektioneret det med otte lag af laserstråler, gejsere af damp, og jeg skal komme efter dig. Så gør det måske mindre, at det er svært at se den lille svensker i virvaret.
Kritikerne vil skulle overbevises. Avicii er om nogen blevet centrum for debatten om, hvorvidt EDM-dj’s overhovedet spiller live, eller om de bare trykker play og lader som om derfra.
Avicii spiller på Smukfest.
Læs også: Her er ugens 10 fedeste fester