Silvana Imam – en slags Zlataniseret S!vas til Ungdomshuset-demo

Silvana Imam – en slags Zlataniseret S!vas til Ungdomshuset-demo

Flagene foran Apollo-scenen afslørede allerede inden koncertstart, hvad klokken var slået. I samme flagstang vejrede et svensk flag under et regnbuefarvet et af slagsen og ved siden af et med arabiske skrifttegn. Rapperen Silvana Imam er nemlig ikke bleg for at tage fat på tidens allermest betændte politiske emner fra Putin til islam og sexisme. Med Pussy Riot-inspireret maske og lyserøde røgbomber spyttede den talentfulde svensker arrigt sine rimende budskaber af sted mod folkemængden, der langsomt men sikkert blev vundet over.

Koncertens første halvdel var dog en lidt for stillestående affære med mange aktivistiske svenske lydklip, som de fleste danske koncertgængere kun i glimt fangede essensen af. Anden del af showet, som blev skudt i gang af besøg fra to gæsterappere, var derimod et meget mere fængende møde mellem stærke holdninger og medrivende beats.

Særligt nummeret ’Knark’, som i følge Imam blev spillet for første gang, satte folkemængden i bevægelse. Både narkotematik, hypnotiske beats og staccato-rap med urbane sprogblomster mindede om en slags Zlataniseret S!vas til Ungdomshuset-demo. Effektivt var det i hvert fald, og Imam virkede da også oprigtigt benovet over den varme modtagelse. Allerede inden ekstranummeret proklamerede hun kækt, at hun ville komme igen til næste år.

Læs også: Det svenske popsøsterskab: Silvana Imam og seks andre kvinder, der kæmper for de feministiske mærkesager

Silvana Imam. Koncert. Roskilde Festival, Apollo Countdown.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af