Fem fede pointer fra Kendrick Lamars interview med N.W.A

Fem fede pointer fra Kendrick Lamars interview med N.W.A

N.W.A er i vælten i øjeblikket. Filmen ’Straight Outta Compton’ får amerikansk biografpremiere i dag, og gruppen er på forsiden af både Rolling Stone Magazine og Billboard Magazine, der begge indeholder interviews med den legendariske hiphop-gruppe. Billboard arrangerede et yderligere interview, denne gang styret af tidens måske største hiphop-stjerne, Kendrick Lamar, der selv er i fuld gang med at videreføre Compton-ånden. Vi har lavet en opsamling af nogle af interviewets væsentlige pointer.

1. N.W.A ændrede ikke bare musikken, men kulturen

Ice Cube mener, N.W.A gjorde det legitimt at være sig selv og være rå. Mange af datidens stjerner var for påpasselige omkring deres image og udtalelser, og Ice Cube trækker en linje fra N.W.A’s gennembrud frem til nutidige realityprogrammer og ‘South Park’, hvor der ikke lægges fingre imellem, og hvor der bandes lige så meget, som da N.W.A kom frem i sin tid. Det var en forandring af hele populærkulturen, siger Ice Cube.

2. Der var ikke nogen West Coast før N.W.A

Da N.W.A kom frem, var der ikke nogen konkurrence i lokalområdet. Hiphoppens epicenter var i New York omkring The Bronx, Brooklyn og Harlem med Public Enemy, Run DMC og Beastie Boys. »Der var ikke nogen Vestkyst før os!«, siger DJ Yella.

3. Det tog seks uger at lave ’Straight Outta Compton’

Dr. Dre fortæller, at det kun tog seks uger at lave det klassiske album. De havde det bare sjovt og ville tjene et par dollars, følger DJ Yella op. At få et guld-certifikat (det kræver 500.000 solgte eksemplarer) var ikke engang en tanke. I dag er tallet oppe på flere millioner.

4. De vidste, det var stort, da Axl Rose begyndte at gå med N.W.A-cap

Der var beskedne forventninger til hvor langt ’Straight Outta Compton’ ville nå ud. Gruppen lavede det primært til folk i lokalområdet og tænkte ikke længere end Los Angeles. Ice Cube fortæller, at da de fik tilbudt shows i Chicago og Tennessee kunne de se, de var kommet bredere ud end forventet. For Dre var det en øjenåbner, da han så Guns N’ Roses-forsangeren Axl Rose have en N.W.A-kasket på i en musikvideo. Som Dre siger: »Hvad fanden var det?!«

5. N.W.A bliver større nu end nogensinde

DJ Yella fortæller, at gruppen måtte gå i opløsning og sætte et klart punktum i stedet for at sive ud. Her 27 år efter ’Straight Outta Compton’s udgivelse får den biografiske film af samme navn premiere, og DJ Yella siger: »Jeg tror, vi bliver større nu end dengang«. Dre slutter interviewet af med et par inspirerende ord: »Vær stærk og tro på det, du laver. Bliv ved med at presse på, for der kan komme noget ud af det. Se bare på os«.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af