Dr. Dre i nyt interview: »Jeg har lavet nogle fucking rædsomme fejl i mit liv«

Dr. Dre i nyt interview: »Jeg har lavet nogle fucking rædsomme fejl i mit liv«

Når den nye udgave af Rolling Stone Magazine udkommer i morgen, er det med Dr. Dre og Ice Cube på forsiden. De to hiphop-legender har, sammen med de øvrige nulevende N.W.A.-medlemmer MC Ren og DJ Yella, medvirket i et dybdegående interview, hvor de blandt andet fortæller om gangstarap-gruppens barske baggrund og deres karrieres fejltagelser. Brudstykker er interviewet er dog blevet offentliggjort i dag.

Det sker samtidig med, at den længe ventede N.W.A.-film ’Straight Outta Compton’ får amerikansk biografpremiere. Det sker i forlængelse af, at Dr. Dre efter ikke mindre end 16 års albumpause pludselig annoncerede udgivelsen af sit blot tredje album, ’Compton’, der blev gjort tilgængeligt eksklusivt på Apple Music for en uge siden, og altså har erstattet det måske mest ventede album i hiphop-historien, ’Detox’, der ikke bliver udgivet alligevel. Om netop det udtaler Dre:

»Jeg havde mellem 20 og 40 sange til ’Detox’, men jeg kunne bare ikke mærke det. Normalt kan jeg høre forløbet af et album, mens jeg arbejder på det, men det var jeg ikke i stand til. Jeg kunne ikke mærke det i mellemgulvet. Så jeg troede virkelig, at jeg var færdig med at være kunstner«.

Han udtaler sig også om de overgrebsanklager, en tidligere kæreste har rettet mod ham samt et overfald på en tv-vært tilbage i 1991: »Jeg har lavet nogle fucking rædsomme fejl i mit liv. Jeg var ung og fucking dum. Jeg vil sige, at ikke alle påstandene er sande – men nogle af dem er. Det er nogle af de ting, jeg gerne ville trække tilbage. Det var virkelig fucked up. Men jeg har betalt for mine fejltagelser, og der er ingen chancer for, at jeg nogensinde vil kunne begå sådan en fejl igen«.

Om det offentlige billede af ham som en reserveret og distanceret personlighed, siger han: »Jeg har social angst. Jeg kan ikke lide at være i rampelyset, så jeg har truffet nogle fucking mærkelige karrierevalg. Det er årsagen til mystikken, hvorfor jeg er så tilbagetrukket og hvorfor ingen ved noget om mig. Jeg tror, det tilføjede noget til karakteren i filmen, fordi folk får et kig bag gardinet«.

Om filmen udtaler Ice Cube også i interviewet, at han fandt det vigtigt, at konteksten for deres musik og tekster er tydeligt skildret: »Man skal kunne se hvorfor vi lavede musikken. Du ved, ikke bare ’vi var nogle unge, vrede niggas fra South Central’, men hvorfor vi lavede den slags plader. Vi levede med handel med stoffer, gangbanging, politibrutalitet, fucking Reaganomics, og der var ikke nogle steder at flygte hen«.

Interviewet udkommer i sin fulde længde i Rolling Stone fredag.

‘Straight Outta Compton’ er desværre ikke sat til at få dansk biografpremiere.

Læs også: Vi nærstuderer ‘Compton’: Seks tegn på, at Dr. Dre er blevet voksen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af