Chvrches’ Lauren Mayberry er en stjerne – hun burde få lov til at stråle

I et stort opsat interview med The Guardian forsøgte Chvrches fornylig at understrege, at de er et ’rigtigt band’. Har man set, hørt og forholdt sig til forsanger Lauren Mayberry, kan man ellers nemt komme til at overse de to andre, Iain Cook og Martin Doherty. Hun besidder to værdsatte kvaliteter i poplandskabet: Hun ser godt ud og har sine meningers mod.

En af fyrene går så (befriende) vidt som til at påstå, at Chvrches havde haft endnu mere succes, hvis Mayberry havde optrådt alene i bandets videoer og promotion-materiale. Det er en interessant pointe. Spørgsmålet er dog, om vi skal tage Chvrches mere seriøst, fordi de insisterer på at gå autenticitet-vejen modsat popvejen til berømmelse? Måske burde de bare fokusere al energien på Mayberry og lade hende sprænge sig vej gennem øvelokaletaget og op på popstjernehimlen?

Tanken strejfer én, når man lytter til især ’High Enough to Carry You Over’. Én ting er den lidet mundrette sangtitel, noget andet er, at havde Mayberry sunget den, havde den haft et væsentlig større hitpotentiale end med Dohertys noget anonyme vokal. Sangen sukker efter at blive sunget af en stjerne, og dét er Mayberry – hvis hun giver sig selv lov til at være det.

Det er ikke fordi hun i sig selv er nogen fantastisk sanger, men hun giver Chvrches’ melodier det, de mangler for at ramme en følelse – et udefinerbart sted mellem eufori og melankoli – som en indistinkt mandevokal ikke kan matche.

Chvrches har et rigtig godt greb om popsangens gyldne snit. Problemet kan være, at formlen ikke altid kan bære at blive gentaget. En god sang kan godt miste flyvehøjde ved simpelthen at befinde sig i selskab med andre gode sange, der minder så meget om den.

’Clearest Blue’ afstår lidt fra formlen ved ikke at have et rigtigt omkvæd, men løfter sig i stedet til et organisk banger-crescendo. Den sitrende ’Down Side of Me’ udgør i kontrast hertil et blåtonet pusterum.

Det her er et stærkt popalbum, men dog en anelse enstonigt, og stjernestøvet fra Lauren Mayberrys fnuglette vokal kan ikke helt fjerne indtrykket af en lidt vel skematisk omgang med pophåndværket.


Kort sagt:
Chvrches rammer nogle fine popmelodier på deres andet album, der skal forsøge at følge op på debutens gennembrudshit ’The Mother We Share’. Forsanger Lauren Mayberry kombinerer sart følsomhed med direkte popappel, men større variation havde skabt et endnu stærkere statement.

Læs også: Hør Chvrches’ strålende cover af Justin Biebers ‘What Do You Mean?’

Chvrches. 'Every Open Eye'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af