Kacy Hill: Fra model og backup-danser til alternativ popsangerinde hos Kanye West

Kacy Hill: Fra model og backup-danser til alternativ popsangerinde hos Kanye West

Historien om Kacy Hill er vild – for at sige det mildt. For tre år siden drog den unge sangerinde ud på sin dannelsesrejse, der førte hende fra Arizona til Los Angeles, hvor hun først landede en modelkontrakt med American Apparel og siden et job som backup-danser for selveste Kanye West. Samme Yeezy skulle senere blive Hills pladeselskabschef efter at have hørt hendes første nummer ’Experience’, der med sin genfærdsfalset, gyserdrone og dødssynth ville hjemsøge de fleste.

Sådan er skæbnens veje så uransagelige, og nu er den 21-årige sangerinde klar med sin første ep på verdensstjernens G.O.O.D. Music-pladeselskab. Om ’Bloo’ har Hill selv udtalt, at ep’en ikke skal tages som indtægt for hendes generelle udtryk, der baserer sig mere på 90’ernes left-field og alternative pop, men at udgivelsens tre numre (i tillæg til to remixes) fortjente deres eget liv.

Samtidig har hun sagt, at hun ønsker at distancere sig fra den indie-r’n’b som for eksempel FKA Twigs står for. Ikke fordi Hill har noget imod bemeldte Twigs, men fordi hun mener, at markedet for den slags er mættet. Særligt sidstnævnte udtalelse kan undre, da man kan argumentere for, at ep’ens førstesingle ’Foreign Fields’ netop henhører under denne subgenre.

Med sit tydelige præg af producer Jack Garratts forkærlighed for stemte klavertoner, snigende tom tom-trommer og techno-lydende bas kunne produktionen som sådan godt være at finde på en Twigs-udgivelse, men på ’Foreign Fields’ danner den på én gang forfaldende og forstærkende komposition en troværdig ramme om Hills skrøbelige vokal og poetiske tekst om at betræde endnu ukendt land med skælvende skridt (apropos dannelsesrejse).

Hvad angår ep’ens to øvrige numre byder ’Arm’s Length’ på velproduceret, men konventionel, storladen pop af den slags, som mainstream-radiostationer elsker at sende i airplay i eftermiddagstimerne, mens ’Shades of Blue’ med sin filmiske overture omvendt har elementer af Kate Bushs symfoniske grandiositet og noget af den spøgelsesfølelse, man fandt i gennembrudshittet ’Experience’.

På den måde giver ’Bloo’ forskellige indikationer på Hills talent og tekstunivers, men uden at sige meget om hendes fremadrettede udtryk. Vi ved stadig mere om, hvad hun ikke er, og de mange negationer forklarer måske ep’ens relativt store spredning, der også gør det besværligt at bedømme udgivelsen som et samlet værk. Snarere skal ‘Bloo’ nok ses som en del af en proces om at finde sit kunstneriske selv, og hvis skæbnens veje forbliver lige så uransagelige som hidtil, skal det blive spændende at se, hvor Hills dannelsesrejse ender.


Kort sagt
Kacy Hills dannelsesrejse har været mere livsdefinerende end de flestes, og man kan mene, at den stadig er i gang. Derfor skal debut-ep’en ’Bloo’ også ses mere som et skridt på vejen end som et endegyldigt udtryk, og som sådan udgør den et interessant forvarsel om, hvad der kan være i vente.

Læs også: Mød Kacy Hill: American Apparel-modellen, der er blevet Kanye Wests nye stjerneskud

Kacy Hill. 'Bloo'. Ep. Universal.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af