The National-frontmands sideprojekt smager mere af hygge end nødvendighed
Åh, disse sideprojekter. I bedste fald kan de føje ny inspiration til kunstnere, som har positioneret sig lidt for mageligt i det kreative hjørne. I værste fald kan de presse bemeldte musikere længere ned i puderne og omslutte dem med slumretæpper, så de fremstår som udtømte sofakartofler. El Vy, et rendezvous mellem Matt Berninger fra The National og Brent Knopf fra Ramona Falls/Menomena, placerer sig i mellem disse punkter.
Albummet er desværre ikke musikalsk progression, ej heller regression for Berninger, men snarere et kedeligt status quo for The National-frontmanden.
De positive takter først: Duoen dyrker med vellykket effekt dansable og groovy tendenser i titelnummeret og ‘I’m the Man to Be’. Ligesom det tjener d’herrer til ære, når de iklæder den medrivende ‘Happiness, Missouri’ en mere kras rockkåbe, synth-glaserer ‘Need a Friend’ og leverer den vuggende ‘Silent Ivy Hotel’, som emmer af noir-stemning med spøgelsesorgel og kvindekor.
Andre momenter på albummet er anderledes ærgerlige og kan bedst karakteriseres som midtersøgende og uambitiøse. ‘Paul is Alive’, ‘No Time to Crank the Sun’ og ‘It’s a Game’ er søvndyssende og blodfattige affærer som aldrig får bid. Hvilket yderligere skæmmes af, at Berninger aldrig har været den mest udtryksfulde vokalist. Hvor han i The National får musikalsk varieret modspil til at folde sit noget unuancerede register udover, er outputtet i El Vy mindre udfordrende.
‘Return to the Moon’ er den type album, som er lige ved og næsten, men bare ikke rummer nok opfindsomme ideer materialiseret i mindeværdige melodier til at holde opmærksomheden fokuseret gennem de fyrre minutter, numrene varer.
En vægtig årsag til problematikken skyldes, at Berninger og Knopf virker til at lade sig nøjes. Nøjes med at være midtersøgende og lade mageligheden indfinde sig. Man mærker hverken kunstnerisk nødvendighed eller for alvor afgørende overbevisning i projektet.
Kort sagt:
Samarbejdet mellem The Nationals Matt Berninger og Brent Knopf fra Ramona Falls smager mere af magelig hygge end kreativ nødvendighed. Selv om duoen lægger arm med både kras rock, groovy elementer og eftertænksomme synths efterlader de ikke et synderligt mindeværdigt aftryk. Første albumsalve fra makkerparret må nøjes med ‘godkendt’, men nysgerrigheden er vakt.
Læs også: El Vy giver koncert i København til december