Med Calvin Harris og Axwell Λ Ingrosso viste Tinderbox ved årets jomfrurejse en forkærlighed for at lade store EDM-navne lukke festivalens største scener. Den formel bliver gentaget til næste år, da Tinderbox netop har føjet David Guetta til programmet. Den franske dj-verdensstjerne lukker Tinderbox ned, når han spiller på den største scene lørdag aften (festivalen er næste år rykket til at foregå torsdag-lørdag i stedet for fredag-søndag).
Tinderbox lover desuden, at der til næste år vil blive gjort endnu mere ud af den elektroniske MagicBox-scene, som kommer til at have åbent alle festivalens dage og nu også kan præsentere de første navne til det separate program.
De nye navne til MagicBox er: Lost Frequencies, Otto Knows, Yellow Claw og RL Grime.
Tinderbox foregår den 23.-25. juni og har allerede navne som The National, Rammstein, Volbeat, Malk de Koijn og The Minds of 99 på programmet.
Læs også: Reportage fra MagicBox-scenen – Ibiza ligger på Fyn