Hold øje med: Sheer Mags soulfulde pikrock

Vi udpeger løbende det bedste nye blod fra den hjemlige og udenlandske musikscene.
Hold øje med: Sheer Mags soulfulde pikrock

SHEER MAG

36% Thin Lizzy’sk pikrock
24% soulfuld frontkvinde
21% 70’er-sound
19% uforfalsket powerpop-catchiness

Hvad gemmer sig bag navnet?
Sheer magnitude: Et navn, guitaristen Kyle Seely opfandt for at lyde, som havde han en mur af forstærkere i ryggen. Philadelphia-firkløveret er en hårdtpumpet romance mellem powerpop og pikrock. Well, så pikket, som det bliver, når flokken anføres af en så overrumplende soulfuld frontkvinde som Tina Halladay, der skråler sig ind i selv de hårdeste hjerter – og så powerfuldt, som det bliver, når guitarerne ikke blot lyder, som var de, men simpelthen er spillet gennem en lille ghettoblaster.

Lyder det ikke lidt gammeldaws?
Jo. Sheer Mag lyder som et 70’er-levn. Som hvis det Phil Lynott-anførte Thin Lizzy havde Unknown Mortal Orchestras Ruban Nielson som producer – eller hvis The Runaways og Suzi Quatro havde haft bare lidt Motown i blodet i deres heyday. Beskidte guitarriff og masser af sjæl, med andre ord.

Gammelt lort i nye lokummer?
Luk røven og lyt, inden du vrøvler mere. Slænget har intet stort label eller fancy pr-bureau og er knapt nok på sociale medier. De er så do it yourself, som man kan være i det 21. århundrede, og rygtet har bredt sig som en steppebrand på internettet, bare fordi de er godt gammeldags fede.

Jeg prøver en gang retro-guitarhøvl så!
Jep! Sheer Mags to ep’er, der ligger på Bandcamp, byder hver især på fire serveringer Philly-rawk. Overvej dernæst at fange dem live på 1000fryd i Aalborg eller Ungdomshuset i København henholdsvis den 20. og 21. november.

Læs også: Hold øje med: Den hemmelighedsfulde og 90’er-glade flødeduo Abhi//Dijon

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af