Hold øje med: Den hemmelighedsfulde og 90’er-glade flødeduo Abhi//Dijon

Vi udpeger løbende det bedste nye blod fra den hjemlige og udenlandske musikscene.
Hold øje med: Den hemmelighedsfulde og 90’er-glade flødeduo Abhi//Dijon

ABHI//DIJON
40% 90’er-fløde
25% henslængt naivitet 
20% r’n’b-croon
15% neo-neosoul

DJ Mustards fætre?
Ha ha, selv om der semantisk ikke er langt til DJ Mustard, er der milevidt musikalsk. Faktisk bør du stoppe her, hvis du leder efter mere trap. Det her er ekstra fløde til kaffen. For producer/sanger-duoen fra den lille by Ellicott City i Maryland formår som få andre at revitalisere 90’ernes r’n’b og soul, og de har endda udtalt, at deres ambition er at skabe en ny »sonisk infrastruktur, der vil blive kopieret fremover«.

Sonisk infrastruktur? Come on.
Indrømmet, det lyder lidt højrøvet, men de retoriske armbevægelser opvejes af teksternes umiddelbarhed. Med linjer som »If it’s cool, I wanna take you out some time«, er der ikke meget selvhøjtidelighed at spore på den Craig David-lydende single ‘Say Yeah’. Hvornår har du sidst hørt en så selvudslettende linje i en r’n’b-sang?

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvordan lyder 90’erne så i 2015?
Overraskende kærkomment. Coveret til deres nye ep, ‘Stay Up’, er en collage af koryfæer fra sen-90’ernes organiske og akustiske neosoul-scene, der var kendetegnet ved sine varme Rhodes-keyboards, tilbagelænede beats og dybe basgange. Samme glød kendetegner Abhi//Dijon.

Det lyder godt. Kan du fortælle mere?
Duoen er ret hemmelighedsfuld. Før ep’en var de mest kendt for deres remixes af blandt andre Tinashe og MNEK. Så det er musikken, der taler, og du kan høre hele ‘Stay Up’ på Soundcloud. Start med weekendhymnen ‘ESPN’, der med distortet guitar og henslængt flow lyder som et mashup af Jai Paul og PartyNextDoor. De har endvidere også lige udgivet en opsamling med ældre numre, som kan høres på Spotify, iTunes og Apple Music.

Læs også: Hold øje med: 19-årige Pixx’ poppede electronica-akvareller

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af