Top Tracks: Her er ugens fem bedste nye sange – hiphop-edition

Årets sidste udgave af Top Tracks består udelukkende af rap – fordi... Ja, numrene taler for sig selv.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Pusha T ‘Crutches, Crosses, Caskets’

G.O.O.D. Music-chefen udgav ikke noget i 2014, men vælger nu at forkæle os med to album inden for fire måneder. Den første, ’King Push – Darkest Before Dawn: The Prelude’, landede fredag og indeholder en lang række stærke numre – blandt andet singlen ’Crutches, Crosses, Caskets’. Puff Daddy og Da Honorable C.N.O.T.E. har været inde over produktionen, der fortsætter den intenst minimalistiske stil fra ’My Name Is My Name’, mens Pusha slynger linjer ud som: »Rappers is victimized at an all-time high / but not I«.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Chance the Rapper feat. Jeremih & R. Kelly ‘Somewhere In Paradise’

Chance the Rapper er en ukuelig optimist. Mens nationens øvrige rappere søger mod den hårdtpumpede trap, den egocentrerede gangstarap eller den kradse samfundskritik, finder Chance sit udtryk i fortidens opløftende gospel, hvor storslået korsang og hornensembler løfter hans melodiske rap op fra jorden og helt op i skyerne. ’Somewhere In Paradise’ bruger ligesom den foregående sang ’Angels’ også himmelske metaforer, men her er opbygningen mere fokuseret og koncentreret før gospel-eksplosionen og modulationen i sangens sidste minut.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. YG feat. Nipsey Hussle & 50 Cent ‘I Wanna Benz’

YG stod med ’My Krazy Life’ for sidste års bedste hiphop-album, der med sin høje kvalitet og sit moderne greb om den historiefortællende gangstarap kvalificerede sig til at være en nyklassiker. Mens vi venter på efterfølgeren har vi kunnet høre den tunge G-funk-banger ’Twist My Fingaz’ og nu ’I Wanna Benz’, som lægger sig i samme bane, hvor den lyse synthesizer skriger Dr. Dre og ’The Chronic’. Det er et solidt, hook-drevet nummer, som vil være oplagt at høre, mens man cruiser i en lowrider – og hvad sker der lige for, at ellers afdankede 50 Cent viser stærk form her?


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ASAP Ferg feat. Future ‘New Level’

Ferg har ikke fyldt meget på hiphop-scenen siden han i 2013 udgav ’Trap Lord’ og året efter gav koncert på Roskilde Festival, men med denne intense banger gæstet af Future ser det ud til, at ASAP-rapperen er tilbage. Nummeret slipper ikke sit greb om lytteren på noget tidspunkt, og Ferg og Future gentager linjen »I’m on a new level« som var det en konkurrence om at nå toppen først.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Anderson .Paak feat. The Game & Sonyae Elise ‘Room In Here’

Dr. Dre-protegéen Anderson .Paak er på vej med albummet ’Malibu’, hvor denne sang er taget fra. Over en knitrende baggrund af souljazzet klaver og støvede, funky trommer synger han om at trække sig tilbage med en kvinde til et rum kun med plads til to. Sonyae Elise lægger r’n’b-backingvokal til, og The Game gæster med et vers om jagten på kvinden, hvor ’wifi’ rimer på ’mai tai’ og ’timeline’, hvilket dog ikke forhindrer en antik kunstreference: »Face like Mona Lisa / I’m just trying to be the wall to hang on«. ’Room in Here’ eksemplificerer, hvordan Anderson .Paak kan pakke elementer af både soul, r’n’b, hiphop, funk og en snert jazz sammen i en lydfil på fire minutter.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste i Spotify HER.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af